PETER HARTUNG

Bidragsyderen, der er født i 1962, er vokset op med Anders And-bladet. Han er freelance journalist og driver sit eget mediebureau. Fra bopælen i Hillerød servicerer han bl.a. dagbladene Berlingske Tidende og Urban samt magasinerne Illustreret Videnskab og Tidens Mand, og han skriver regelmæssigt om tegneserier i magasinet Strip!. Hartung er også forfatter til Carl Barks-biografien 'Manden og anden'.

Den gode sommer

Det var den sommer, hvor en 93-årig amerikaner i løbet af fem dage i juni næsten formåede at stjæle billedet fra EU-valget. Det var sommeren 1994. Den gode sommer. Sommeren, hvor Carl Barks kom til byen, og for mit vedkommende endnu mere vigtigt – sommeren, hvor jeg mødte Barks, trykkede hånd med ham, snakkede med ham, interviewede ham, fulgte ham tæt i fem dage – og efterfølgende skrev en bog om ham.
Dette er beretningen om Barks-besøget, som jeg oplevede det. En lang beretning, hvoraf dele tidligere har været offentliggjort i fanzinet BilledStorm samt i små bidder fordelt ud over adskillige kapitler i den omtalte bog 'Manden og anden' (Bogfabrikken 1994).

Der var engang - for sådan starter alle gode eventyr - at Den Gode Tegner kom til Danmark, 93 år gammel. Det var torsdag den 9. juni, på selveste dagen, hvor danskerne skulle til stemmeurnerne for at vælge medlemmer til Europa-Parlamentet. Kun hver anden vælger gad stemme, men resten sad sikkert bare derhjemme og læste deres gamle Anders And-blade. Nå, ja. Næsten alle. Omkring tusind forventningsfulde fans trodsede morgentrætheden og regnvejret, da Oslo-færgen klokken 9.15 lagde til kaj i København. Bevæbnet med flag og bannere afventede de Mesterens ankomst fra Norge, hvor han netop var udnævnt som æresdoktor ved Oslo Universitet.
Og dér stod han så – og kiggede ned til os som et ikon. Mens Værløse Garden spillede yderst på molen, sejlede Carl Barks lige ind i vore hjerter, vinkende og smilende fra et hul midt på skibets side. Skolebørnene jublede højt, og de mange fremmødte politifolk undrede sig sikkert en hel del over postyret, mens de kæmpede for at holde folk bag afspærringen.

Ikke Beatles – Barks!

Er The Beatles gendannet?, spurgte et vittigt hoved.
Nej, er du tosset! Det er endnu bedre. Carl Barks er i byen, svarede jeg.
Selve scenen var som skåret ud af en Anders And-historie: Barks mødte folket med hænderne over hovedet i sejrsgestus. Alle ville tættere på ham, alle ville have autografer og alle ville fotografere. DR TV og TV2 var på plads med tv-hold for at forevige den historiske begivenhed.
Samme aften kunne TV-Lorry bringe et interview med CD's spidskandidat ved EU-valget, Peter Duetoft. Ikke om den omstændighed, at han ikke havde opnået valg - nej, Duetoft optrådte i rollen som Barks-fan og andesamler! Mange udenlandske statsoverhoveder er ankommet til Danmark under væsentligt mere beskedne omstændigheder.
'We love your duck', meddelte et skilt, hvorefter en smilende Barks kunne forlade havnekajen i en velpudset Jaguar for at køre til Hotel Phoenix i Bredgade, som før husede DKP.

Blot et par timer senere var den friske gamle mand klar til at møde pressen ved en reception hos Egmont, verdens største udgiver af tegneserier, i Vognmagergade. Lokalet var fyldt pænt op, og efter nogle indledende ord fra forlaget besvarede en veloplagt Barks pressens spørgsmål.
Hvem er Anders Ands forældre?, ville en sjusket udseende herre ved navn Madsen fra et formiddagsblad vide.
Han kom ud af et æg, som nogen købte i supermarkedet, svarede Barks.
Har Anders og Andersine et sexliv?, fortsatte lille Madsen.
Well, vi forsøgte altid at holde dem væk fra hinanden i filmstudierne, svarede Barks, før han måtte stille op til fotografering foran Rundetårn. Iført en samling balloner så stor, at man frygtede, han ville blæse væk med vinden.

Autografjægere

Underholdningen stod Eddie Skoller for. På fuldendt engelsk fremkaldte han mange smil hos Barks - som tilsyneladende også nød Skoller-hittet 'The Ugly Duckling', der handler om en svane, der har fiasko som and! Og det skulle man opleve på verdens mest populære ands 60-års fødselsdag!
Siden forvandledes ellers seriøse reportere, heriblandt både undertegnede samt en modtager af Cavling-prisen, sig til grådige autografjægere, som rødmende løb af med en Barks-signatur.

Dagen derpå slæbte Egmont den stakkels mand gennem endnu en reception. Denne gang på selveste Nationalmuseet. Som udstillede hele 28 af mandens oliemalerier. Billeder, der efter sigende sælges for op til en million kroner stykket.
Jo, tegneserien er sandelig blevet blåstemplet. Barks’ billeder havde fået en fornem placering i museets forhal. Eller skyldtes det mon, at pengestærke Egmont havde finansieret en stor del af Nationalmuseets ombygning - og at museet derfor gerne ville vise sin taknemmelighed? Nej, den kætterske tanke kan vel ikke være sand. Naturligvis var hele arrangementet båret af en ægte kærlighed til Carl Barks. En kærlighed, der strømmede ned mod Barks fra mange hundrede mennesker, som fyldte godt op i forhallen, da Barks ankom som en sand superstjerne, omgivet af kameraer og vagter. Hyldesten væltede ned over ham, og især under den anden bølge af klapsalver mærkede man de små hår rejse sig, mens en klump måtte synkes.
Folket elsker Barks! Selv de intellektuelle elsker ham.

Og dog. Dagen forinden havde Danmarks mindste landsdækkende avis, Information, bragt en leder under titlen 'Rap'. En ironisering over Anders Ands 60-års fødselsdag og Carl Barks-besøget. Skrevet af kulturredaktør Kristen Bjørnkjær, som åbenbart hurtigt glemte ethvert intellektuelt forbehold over for Barks. Redaktøren dukkede nemlig op på Nationalmuseet, hvor han så mindeligt bad Carl Barks om at tegne en and og en hilsen til Informations læsere. Men retfærdigheden skete fyldest: Barks' amerikanske manager, Bill Grandey, greb ind med en formaning om, at Barks kun måtte signere - ikke tegne! Fy, fy, skamme, skamme, dumme, dumme Bjørnkjær!

Møde med pressen

Endelig, lørdag den 11. juni 1994, havde Carl Barks så tid til et møde med pressen. Mødestedet var Hotel Phoenix, og sammen med tre andre forventningsfulde journalister havde jeg en god halv time til at interviewe Barks om alt, hjertet begærer.
Her en smagsprøve på spørgsmålene, og hvis nogen synes, en del af dem er dumme, vil jeg ikke tale dem imod. Men prøv lige selv at stå over for en mand, der har været dit idol i 20 år. Og husk så at stille alle de gode spørgsmål! Når du egentlig bare har lyst til at nyde hans selskab, forsøge at lære ham at kende, småsnakke med ham og danne dig et indtryk af hans personlighed.

Måske derfor fik vores fælles interview nærmest karakter af småsnak. Spredte spørgsmål og hygge, frem for en rød tråd eller en sammenhæng. Og hyggeligt var det!
Det må være hårdt i en alder af 93 år at gennemføre så krævende en Europa-turné, som du er midtvejs i?
Ja, det er sandt. Jeg er glad for, at jeg ikke er Elvis Presley eller en anden stor amerikansk berømthed ...
Hvordan føles det at besøge Den Grimme Ællings hjemland?
Det er en stor oplevelse. Jeg ville gerne vende tilbage hertil inkognito! Så kunne jeg vandre rundt og se landet uden opmærksomhed. Nå, men jeg nyder det. Og jeg er godt klar over, at der er noget særligt ved at besøge landet, hvor ænder første gang blev omskabt til elskelige personer.
Har du læst nogle af H. C. Andersens eventyr?
Jeg har læst adskillige af dem. Ikke at jeg har læst hans samlede værker, men jeg kan huske Den Grimme Ælling og et eller to af de andre eventyr. Jeg læste dem som børnebøger, da jeg bare var en skoledreng. Titlerne var bedre kendt end manden, der skabte dem.
Akkurat som dine historier var berømte i årevis, før nogen fandt ud af, hvem der stod bag dem?
Ja, det er rigtigt. Mit navn blev faktisk kendt i Europa længe før, at det dukkede op i USA. Vi havde ikke megen kendskab til tegnernes navne før engang i 1970'erne, hvor der opstod en del publicity omkring serieforfattere og -tegnere.

Barks og Walt Disney

I alle de år, hvor du arbejdede som den anonyme tegner hos Disney, så du da dig selv som en overset kunstner eller blot som en simpel håndværker?
Jeg opfattede bare mig selv som en fyr, der tjente sine penge let. Og jeg var lykkelig for det!
Anders And har altid haft svært ved at beholde et fast arbejde. Rent faktisk gør han alt for at slippe væk fra det?
Åh, ja. Anders er en fyr, der ikke ønsker at gro fast i et bestemt arbejde. Det var også en del af min egen personlighed langt hen ad vejen. Jeg havde ganske vist et stort ønske om at arbejde med tegnefilm. Når bare jeg kunne lave noget, som jeg holdt af, var jeg lykkelig. Og da det til slut lykkedes mig, så var jeg tilfreds, selv om der ikke fulgte berømmelse med. Jeg klagede aldrig. Lønposen var altid god.
Din alder er omtrent samfaldende med århundredets?
Jeg er ét år yngre end kalenderen!
Du har oplevet mange store omvæltninger. De er også afspejlet i Anders And-historierne. Hvilke reflektioner har du selv gjort over samfundets ændringer?
Hvis du mener, om jeg er nostalgisk, hvad de gode gamle dage angår, så er det ikke noget, jeg tænker meget på. Men af og til spekulerer jeg da på, at jeg har set hestevognen forsvinde, akkurat som de flotte biler. I dag har vi kun tætpakkede små tvebakker drønende rundt i gaderne.
Hvad er det dummeste i nutiden, som du kunne tænke dig at gøre grin med?
Åh, lad mig lige tælle mulighederne ... der er simpelthen for meget at vælge mellem!

Kan du beskrive Walt Disney som person?
Jeg var aldrig nok sammen med ham til at få et indtryk af hans personlighed. Men hvis jeg havde været mere sammen med ham, så havde jeg sikkert fundet ud af, at han altid var skarp og forretningsminded. Jeg tror ikke, at han nogensinde slappede af. Altid ville han skabe noget nyt - og hvis jeg var blevet en nær ven af ham, så havde vi nok siddet og snakket om hans drømme og Disneyland-planerne. Jeg havde formentlig sagt: Prøv ikke på det, Walt!
Og hvordan fungerede jeres samarbejde?
Jeg så ham kun hver anden måned, når han dukkede op til møderne, hvor vi skulle få idéer til nye historier. Han var ikke en fyr, der kom snigende for at kigge os over skulderen. Han fortalte os altid, at han var meget interesseret i vores arbejde. Så meldte han sin ankomst og sagde, at vi nok hellere måtte være der alle sammen, så vi kunne fortælle ham om vores arbejde. Han var meget åben og alt andet end en lusket chef.

Hysteriske mokker

Du opfandt Onkel Joakim - hvad er det, der er så fascinerende ved ham og alle hans penge?
For mig er det mest fascinerende ved ham synet af hans tre kubikkilometer penge! Jeg fandt på pengetanken, fordi den er den eneste måde, hvorpå man kan anskue, hvor mange penge, Onkel Joakim ejer.
Hvordan opbevarer du selv dine penge?
Jeg? Jeg har ikke haft det problem endnu. Men mine malerier sælges for ganske pæne beløb, så hvem ved ...
Idin ungdom malede du nogle meget smukke billeder af nøgne damer. Et af dem sælges nu som litografi til en pris af 2000 kroner ...
Well, billederne er fra 30'erne og 40'erne, hvor en lang række kunstnere - som for eksempel Vargas - malede dejlige nøgenstudier, som blev bragt i magasiner som Esquire og Playboy. Der var gode penge i det, og derfor eksperimenterede jeg lidt med det, måske for at finde ud af, om jeg nogensinde kunne lave det samme. I Disney-studierne arbejdede vi med levende model som en del af vores tegnetræning, og efter en øvelse i 1939 tog jeg skitserne - og lavede ud fra dem en pæn, færdig tegning af denne her pige. Og så anbragte jeg en hat i baggrunden, som om hun lige havde haft en kunde! Jeg havde aldrig regnet med, at den tegning skulle blive penge værd. Mange år senere forærede jeg den væk - og nu sælges den som god kunst i Tyskland.
Vender du dig stadig om efter en flot pige?
Jeg beundrer hendes udseende. Men jeg løber ikke efter hende...
Og hvordan ser du generelt kvinder?
Som hysteriske mokker, der bare venter på en chance for at løbe væk med en mands penge!
Opfatter du Andersine på samme måde?
Well, jeg fremstillede da bestemt Andersine som en uregerlig lille størrelse. Andersine var en led heks, når det passede hende.

Du har selv været gift tre gange ...
Min første kone var hele tiden på nakken af mig, fordi jeg tilbragte alle mine aftener med at tegne og eksperimentere. Jeg kom hjem fra arbejde - og øvede mig hele aftenen på at blive en bedre tegner. Og det passede mildt sagt ikke min kone. Hun ville leve et normalt liv som alle de andre koner omkring os. Hun ville have en omgangskreds som alle andre - og med mig var der ingenting. Bare arbejde og tegneøvelser. Derfor droppede hun mig.
Men din tredje kone, Garé Barks, var også kunstner?
Ja, hun var en vidunderlig kunstner. Vi arbejdede sammen på tegneserierne. Hun tekstede dem og lave en del baggrunde. Men hun fik aldrig styr på at tegne ænder. Hun var en stor hjælp for mig, og sammen lavede vi mange andeserier gennem årene.

Nogle af dine tidlige historier er fyldt med smukke kvinder. I en historie, der handler om nogle spioner på stranden ser man masser af kvinder - uden hundenæser!
Jeg tegnede hundenæser på mine personer lige fra starten. Men jeg husker godt den pågældende episode. Jeg trådte rent faktisk over linien og bevægede mig ind på et område, jeg skulle være blevet borte fra. Jeg fik en klar ordre fra kontoret om, at det var forbudt - ja, nærmest tabu. Så da jeg tegnede pigerne i 'Old California', blev de udstyret med nydelige hundenæser igen. Nogle meget små næser, så de stadig lignede mennesker mere end hunde. Det var mig meget imod at tegne hundenæserne, men jeg blev nødt til det. Historien om spionerne på stranden var rar at tegne, og jeg ville ønske, jeg var sluppet bedre fra det.

Overvejede at lave Superman

Hvilke tegneserier læste du som barn?
Jeg læste avistegneserier. På mine forældres gård i Oregon modtog vi kun aviser én gang om ugen. Og via aviserne fik jeg mine første indtryk af tegneserier og tegninger i det hele taget. Det var yderst fascinerende. Gyldenspjæt og de andre serier morede jeg mig meget over at læse.
Og hvilke var dine favoritter?
Det afhænger af tiden. I starten var det som nævnt Gyldenspjæt, som jeg holdt mest af, hvad angår tegnestilen. Jeg var ikke så meget for Winsor McCays Little Nemo. Han brugte en tegnestil, der var lidt for dekorativ efter min smag. Jeg kunne ikke se humoren i den. Og så fulgte en lang periode med Happy Hooligan og Klaus Kludder samt andre sjove serier. I dem så jeg noget, som jeg selv kunne lære, hvis jeg arbejdede hårdt på det.
Mødte du Walt Kelly i Disney-studierne?
Han kom først til studierne flere måneder efter mig. Jeg så ham af og til i udviklings-afdelingen, men jeg var i en anden afdeling, så jeg lærte ham aldrig rigtigt at kende.
Er det sandt, at du efter tiden hos Disney overvejede at lave Superman-tegneserier?
På det tidspunkt var der ikke et marked for meget andet end superhelte-serier. Så jeg overvejede, om det var noget for mig - som et alternativ til at fodre kyllinger. Hvis jeg skulle have skrevet Superman, så havde jeg lavet nogle stærkere historier i stedet for at holde mig til den velkendte formel. Så formentlig ville redaktørerne aldrig havde købt mine idéer!
Hvordan skrev du dine Anders And-historier? Var de en række gags, som du forsøgte at binde sammen til en historie?
Det skete på dusinvis af forskellige måder. Måske fik jeg idéen til et gag, som startede en historie. Og når jeg så først kom igang, så fulgte det ene gag efter det andet. Ofte havde jeg så mange idéer, at de under ingen omstændigheder kunne bruges i en 24 eller 32 siders historie. Så måtte jeg kassere nogen af dem.

Den politiske Anders And

I 1960'erne og 1970'erne forsøgte de intellektuelle at bilde os ind, at Anders And var CIA-agent. Hvordan oplevede du selv den periode?
Åh, det var underligt. Hæ! Alle ledte med lys og lygte efter noget, der kunne fremme deres egen politiske sag. I Chile bebrejdede en fyr Onkel Joachim og Disney-serierne al den nød og fattigdom, der var i hans land. Men det var ikke specielt mine serier, der blev angrebet.
Men Anders And har vel også været en god ambassadør for Den Amerikanske Drøm?
Det tror jeg. Den levevis, der præger Andeby, er meget amerikansk - og den har sikkert hjulpet folk i andre land til en lidt bedre forståelse af USA.
Forsøgte du nogensinde at presse din egen politiske opfattelse ind i Andeby-historierne?
Meget lidt. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde bevidst gjorde det, men måske slap der alligevel noget med ved et uheld! I "Pennies From Heaven" lod jeg for eksempel en skypumpe sprede alle Onkel Joakims penge ud over hele landet - og dét pillede glorien af socialismen.
Amerikanerne går tilsyneladende meget op i familien. Har det skabt problemer, at Anders og Andersine ikke er gift?
Den slags klager er aldrig nået frem til mig, men formentlig har redaktørerne modtaget en del af den slags breve. Men så skal man huske på, at der trods alt kun er tale om fantasifigurer. Og i eventyr er alt tilladt.

Da du i sin tid modtog dit første fanbrev, troede du ikke dine egne øjne?
Det var i 1959, og jeg havde en skæg kollega, Bob, der boede nogle få gader væk. Fyren elskede at lave practical jokes, så da jeg modtog fanbrevet, stemplet i en af nabobyerne, var jeg sikker på, at Bob stod bag. Enten havde han skrevet det selv - eller også bedt en ven om det! Jeg viste ham brevet - og spurgte, hvordan han troede, han kunne narre mig så let? Men jeg kunne se på hans udtryk, at han ikke havde haft noget med det at gøre overhovedet. Det var et ægte fanbrev! Så jeg skrev tilbage til fyren, som viste sig at være en sand fan af mit arbejde. Siden mødte jeg også hans bror, og vi havde kontakt i flere år derefter. Sådan var mit første møde med fanbevægelsen. Det er sjovt at tænke på, at jeg ikke engang troede, den eksisterede.

Mødet med europæiske fans

Og her er du 40 år senere på en europæisk turne, hvor tusindvis af fans hylder dig. Hvordan føles det?
Jeg har flere gange måttet knibe mig i armen for at tro på, at det her virkelig er sandt. Men formentlig ville det ikke være muligt for forlaget at betale så mange mennesker for at troppe op, så jeg bliver vel nødt til at tro på det. Hvis folk var betalt for det, ville de heller ikke vise så stor og ægte en entusiasme. Jo, det her sker altså.
Er det på samme måde i dit hjemland USA?
Nej, ikke når jeg færdes på gaden i min hjemby. Men når jeg viser mig ved tegneserie-messer, kommer der altid en flok grådige fyre og stikker seriehefter op i mit ansigt. Men det er på en helt anden måde end her, hvor folk ser ud til at holde meget af ænderne. I USA holder mange mere af Mickey Mouse, men man synes også bedre om Superman!

Du sagde engang, at Anders And er et menneske i en andekrop…
Jeg har altid anset mine figurer for at være nøjagtigt lige så menneskelige som alle os andre.
Hvordan ser fremtiden ud for Anders And?
Jeg tror ikke, at Anders skifter afgørende karakter. Men hans form for humor vil ændre sig med tiderne, så han hele tiden passer til tiden.
Og hvordan vil du gerne selv huskes?
Jeg vil gerne huskes…sådan som jeg var i 1950'erne. Og hvis nogen også vil huske mig for mine oliemalerier, så ville det da gøre mig ekstra glad, svarer Barks som en passende afslutning på en god halv times audiens. Hvor vi trods alt nåede langt omkring i Barks-universet.

Mødet med et stort geni

Hvilket indtryk gør han så som person, Barks, når man har siddet over for ham, snakket med ham, trykket hans hånd, set ham sludre med andre – og i det hele taget mandsopdækket ham flere dage under det lange og meget givende besøg i Danmark? Hvordan er mennesket Barks?
Jo, her kan vi berolige alle ængstelige fans, der er bange for at få smadret billedet af den elskelige gamle herre: Barks er nøjagtig lige så lun og venlig som hans serier. Han lider tydeligvis af en ustyrlig lyst til at stille alle tilfredse, og han tager virvaret omkring sig med ro.

Dog bryder han sig ikke om at være omgivet af store menneskemængder. Så måske har han haft det skidt, da han senere på lørdagen blev behørigt hyldet af mange tusinde andefans på Plænen i Tivoli.

Sandt at sige vidste de færreste vel, hvem Barks var. De fleste børn var kommet for at sige tillykke til Anders And, som fyldte 60 år!

Søndag den 12. juni 1994 inviterede Det Kulørte Bibliotek til en udstilling af Barks-skitser samt diverse hyldest-breve, som man havde fået særligt udvalgte til at forfatte i dagens anledning. En af dem var socialdemokraten Karen Jespersen, som jeg fik en snak med:
Jeg er helt vild med Anders And og Carl Barks. Jeg har læst Anders And, fra da jeg var barn. Jeg kan de fleste af historierne udenad, og jeg har også læst alt om Carl Barks. Det bliver utroligt spændende at møde ham, betroede den tidligere socialminister mig, inden hun løb af med et signeret nummer af Anders And & Co. Da så hun lykkelig ud.

Barks' ankomst til biblioteket måtte i øvrigt foregå gennem bagindgangen, da hovedporten var spærret af ellevilde fans. De havde kunnet læse i Politiken, at Barks ville åbne udstillingen klokken 11.30. Men det rette tidspunkt var klokken 12 - og rent faktisk havde Barks aldrig sagt ja til at møde de menige andedyrkere. Meningen var, at kun de særligt udvalgte måtte hilse på ham, før udstillingen blev åbnet for offentligheden. For et beskytte den aldrende Barks.

De udvalgte fik skam også deres autografer. Men så væltede alle andre ind. Og man fik faktisk lidt ondt af stakkels gamle Barks, der måtte slide så hårdt i det for at glæde sine danske læsere.

Der opstod rent kaos, da biblioteket slog dørene op for hoben udenfor. Folkene fra Egmont forsøgte desperat at holde de vilde fans væk, men måtte give op. Og derfor blev Barks atter nødt til at vælge bagvejen. Til stor skuffelse for de mange, der havde glædet sig til at møde ham, forsvandt han af bagvejen. Enkelte nåede dog at få et glimt, før han var borte.

De så en høj, elskelig mand med høreapparat, hvidt hår og et lille overskæg under kartoffeltuden. En mand, som af Politiken's Søren Vinterberg er kaldt ”vor tids svar på Molière og Holberg". Andre har beskrevet ham som ”et af dette århundredes store genier”.

Det er sådan, jeg personligt altid vil huske sommeren 1994. Som den sommer, hvor jeg mødte et stort geni og indåndede lidt af hans stjernestøv.

Dette bidrag er samlet specielt til denne hjemmeside. © Peter Hartung