EKSTRA

 

NEVØERNE

  WDCS095 - 1948 (aa07/1949)

Synopsis:
Anders og Højben praler hæmningsløst af deres imaginære rigdom, så da Andersine beder om en skærv til sin klubkasse, har de pludselig et problem...

Bemærkninger:
Anders nedværdiger sig til at prøve at stjæle penge fra nevøerne, men resultatet bliver katastrofalt, fordi de vogter pengene uden skånsel; de får bl.a. næsten henrettet deres onkel med et elektrisk stød!

Andre eksempler:
Nevøerne var slemme skarnsunger fra tid til anden især i de tidlige historier, og Barks holdt sig ikke tilbage (se eksempler
HER).

 

JOAKIM VON AND

  WDCS180 - 1955 (AA13/1956)

Synopsis:
Anders er forsikringsagent, og han har netop solgt en ulykkesforsikring til Joakim. For én milliard! Men måske er handelen ikke så god, som den ser ud til...

Bemærkninger:
Joakim betér sig højst uansvarligt ved udsigten til at tjene en milliard fra forsikringen, hvis han kommer til skade. Han kaster sig hovedløst ud i et antal stunts, hvor han egentlig burde slå sig selv ihjel under forsøgene.

Andre eksempler:
I de fleste tilfælde oplever vi Joakim som gniernes gnier, men enkelte gange går han helt grassat i den modsatte retning - og uden nogen rimelig grund. Nogle få eksempler: I U$14 (AA47/1967) øder han store summer på et frimærkestort stykke land, han har vundet, i U$53 (AA42/1965) øder han kolossale summer på at forbedre Andeby's postservice, og i WDCS138 (AA10/1952) øder han ustyrlige summer på at bygge skyhøje statuer over hele byen...

 

FÆTTER HØJBEN

  WDCS225 - 1959 (AA01/1960)

Synopsis:
Anders er frivillig brandmand og kaldes jævnligt væk, når han er sammen med Andersine i dennes hus. Så træder Højben til...

Bemærkninger:
I så godt som alle historierne med Højben opleves han som værende utroligt egoistisk. I denne demonstrerer han helt klart, at han anser det for mere vigtigt at redde sine grammofonplader fra brand i stedet for at redde Andersine!

Andre eksempler:
I disse to historier efterlader Højben sine slægtninge i svar nød; i FC0256 (SH02) sejler han væk fra Anders og nevøerne, der er strandede på et isbjerg oppe ved Grønland, og i WDCS117 (AA04/1951) undlader han at redde Andersine fra en oversvømmelse under en skovtur. Desuden får han næsten jordet Anders i WDCS147 (AA09/1953), hvor han tvinger sin fattige slægtning til at betale for sit luksusophold i Florida.

 

GEORG GEARLØS

  U$16 - 1957 (AA19/1957)

Synopsis:
Gearløs prøver at opfinde en maskine, der kan forudsige fremtiden. Og det kan den! Man skal bare huske at stille de rigtige spørgsmål...

Bemærkninger:
Ved blindt at tro på maskinen uden nogen forbehold lykkes det næsten Gearløs at slå sig selv - og Lille Hjælper med for den sags skyld - ihjel ved et frontalsammenstød med bilen.

Andre eksempler:
Den rare men verdensfjerne Gearløs har været årsag til stor opstandelse på forskellige planer gennem flere historier - som regel uden selv at være klar over det. Her er yderligere to eksempler, der involverer biler: I U$13 (AA07/1975) lader han Bedstemor And's elektriske bil oplade med kraften fra et lyn, hvorefter hun næsten slår sig selv ihjel under testkørslen, og i U$14 (AA22/1958) opfinder Gearløs en speciel højhastighedsbenzin, der også er livsfarlig for føreren.

 

HEXIA DE TRICK

  U$40 - 1963 (AA33/1963)

Synopsis:
Hexia får narret Joakim til sit skjulested, så hun kan stjæle lykkeskillingen, men heldigvis er Anders og nevøerne i nærheden...

Bemærkninger:
Den onde heks synker så dybt som til at forvandle Anders og nevøerne til forskellige dyr bare for at få fingre i en stump metal. Dette sære afpresnings-trick har sin virkning på Joakim; han er beredt til at afgive hvadsomhelst for at hans slægtninge kan blive sig selv igen. Ansvarlighed overfor uansvarlighed...

Andre eksempler:
Hexia plejer at vise, at hun er totalt ligeglad med andre, hvis bare hun kan nå egne mål. I U$43 (AA21/1964) hidkalder hun endog naturens stærke kræfter, idet hun får bl.a. meteorer og kometer til at regne ned over Pengetanken, hvilket bringer hele Andeby i dødelig fare. Hun er faktisk lige så hensynsløs som Bjørnebanden på dens 'gode' dage...

 

 

 

http://www.cbarks.dk/uansvarlighedenekstra.htm   Dato 21-04-2006