Ægget er naturens perfekte emne. Det er symbol på livets begyndelse og beståen og repræsenterer Jordens genfødelse. Det har siden menneskehedens begyndelse repræsenteret mystik, magi, medicin, mad og varsler. Carl Barks indlagde æg i mange af sine historier, af hvilke flere præsenteres her på siden. Han tænkte formentlig ikke på æg som beskrevet ovenfor; han brugte dem simpelthen, som han brugte i hundredvis af forskellige emner gennem årene.
Det utvivlsomt mest vigtige æg af dem alle - nemlig dét hvorfra Anders And må være klækket - var aldrig et emne i Barks' univers. Da han i 1994 blev spurgt af en dansk journalist omkring Anders' oprindelse, sagde han simpelthen:
Tjah, han må være kommet fra et æg, som nogen købte i et supermarked. Så lad os i stedet tage en tur gennem de historier, hvori ænderne havde nærkontakt med forskellige kategorier af æg.

 

 

 

ÆG I OVERFLOD
  AA03/1957 'Omelet'

Synopsis: Anders og nevøerne bliver hønsefarmere på en bakketop, men det er ikke let at få et udkomme. Alt går galt i en sådan grad, at den by, hvor historien finder sted, må omdøbes til Omelet.

Bemærkninger: For at kunne lave denne historie var Barks nødsaget til at tegne store mængder æg. Han udtalte senere, at han stadig bævede, når han tænkte på de utallige æg, der skulle tegnes. Alligevel synes historien at have været én af Barks' favoritter, idet det var dén 10-siders, han oftest omtalte under interviews. Måske skyldes det også, at han rent faktisk var hønsefarmer i de år.
AA13/1957 'Dambrugseksperten' nævnte æg i endnu større mængder - millioner af fiskeæg...

 

USÆDVANLIGE ÆG
  AA11/1963 De firkantede Æg fra Peru

Synopsis: Ved et uheld opdager kustode Anders fra Andeby Museum, at en firkantet sten fra Peru rent faktisk er et æg. Han drager straks ud efter flere...

Bemærkninger: Barks har udtalt, at dette var hans bedste lange historie. Den blev skrevet i 1949 - hvilket år han mente var toppen af hans karriere - og han anså den for den mest teknisk perfekte af alle. Hvordan fik Barks så hovedideen? Firkantede æg har været en vits i flere år, end jeg har været her på Jorden. Jeg husker folk talte om at avle høns, der lagde firkantede æg, lige fra min pureste ungdom.

 

SYMBOLSKE ÆG
  AA07/1956 'Påskeæggene'

Synopsis: Anders vil være festmarskal ved den store påskeparade, og han må uddele godter og malede påskeæg til børnene, så de stemmer på ham.

Bemærkninger: Indenfor kristendommen er påskeæg det universelle symbol på påsketraditionerne. De indfarves, males, pyntes og udsmykkes som tegn på deres oprindelige symbolisme, nemlig menneskets genkomst.

 

VÆRDIFULDE ÆG
  SR Guldgæssene på Dunøen

Synopsis: Joakim finder et gyldent æg i en almindelig karton med æg. Han beslutter at finde leverandøren...

Bemærkninger: Denne historie var ikke den eneste gang, hvor Barks refererede til værdifulde og gyldne æg. I Disney-tiden lavede Jack Hannah og han tegnefilmen The Golden Eggs, og meget senere slog Barks sig sammen med Fabergé - firmaet der er verdensberømt for sine specielle æg med guld- og ædelstensdekorationer - for at producere den overdådige figurine med titlen Scrooge McDuck Midnight Egg.

 

ÆG I HOVEDROLLEN
  AA23/1960 'Krankenstein Gearløs'

Synopsis: Gearløs bliver efter en biograftur inspireret til at prøve at skabe liv. Nu venter han på, at hans menneskeskabte æg bliver udruget af Putte Kluk...

Bemærkninger: Hele historien kredser omkring et æg, i hvilket Gearløs håber at have injiceret kimen til liv. Som det ses af vedstående rude mislykkes forsøget...

 

ÆG SOM FORMIDLERE
  GB02 Det magiske Timeglas

Synopsis: Nevøerne får foræret Joakim's timeglas, der ikke fungerer ordentligt med mindre det fyldes med sandkorn fra Noissa-Oasen. De tager straks afsted med Anders for at finde det specielle røde sand.

Bemærkninger: Joakim's daglige morgenæg er drivkraften i denne historie. De er ikke ordentligt kogt, fordi timeglasset ikke virker. I AA10/1966 Vareforsendelses-vanskeligheder er det en hel karton æg, der udløser historien.

 

ÆG SOM REDSKABER
  AA03/1953 'Drageflyveren'

Synopsis: Anders rammes af storhedsvanvid og erklærer sig som verdens største drageflyver!

Bemærkninger: Dette er bare én af mange historier, i hvilken æg opfattes som legetøj eller kasteskyts. I historien bliver Anders bombet med æg fra nevøernes drager.
En kuriositet: Efter pensioneringen i 1966 skrev Barks en række manuskripter ledsagede af råskitser til det amerikanske Junior Woodchucks tegneseriehefte. Én af historierne var JW14 Duckmade Disaster (ikke udkommet på dansk) fra 1972, hvor han blandt andet tegnede en vred mand, der kastede med æg. Amerikaneren Kay Wright rentegnede. År senere gentegnede hollænderen Daan Jippes historien (AA27/1993 Pengetank på Afveje), og han takkede Mesteren gennem at vise ham som ægkasteren.

 

ÆG I OVERFØRT BETYDNING
  AA52/1959 På Jagt efter Guld

Synopsis: Joakim lider af dårlig hukommelse, men efter et besøg hos lægen kommer han i tanker om, at han for længe siden nedgravede en guldklump i Alaska. Joakim rejser til Yukon-området, hvor han genser Gyldne Gulda og fortæller om guldklumpen, hun tilsvindlede sig.

Bemærkninger: Guldklumpen har form og størrelse som et gåseæg. Senere udførte Barks et maleri om begivenheden, og han gav det titlen The Goose Egg Nugget. I GB04 En koldblodig Investering anvendte Barks sig af et betydeligt mere værdifuldt 'æg' nemlig en stor klump Bombastium, som en hunpingvin mistolker som et pingvinæg.

 

 

http://www.cbarks.dk/ÆGGENE.htm   Dato 25-04-2005