Jeg har altid anset ænderne som karikaturer af mennesket, udtalte Barks engang. Men mange af hovedfigurerne i hans andeunivers er også kraftigt satiriserede: Anders er overdrevent uheldig, Grønspætterne er utroligt godgørende, Højben er unaturligt heldig, Gearløs er ekstremt opfindsom, og Joakim er ekstraordinært rig!
I en række historier gjorde Barks bifigurerne til karikaturer af berømtheder fra vor egen verden. I WDCS114 'Serum to Codfish Cove' (GB03) tegnede han en satirisk rude visende en detektiv med det dobbelttydige navn Noble X. Ample (Bred E. Skuldre), et let genkendeligt portræt af F.B.I.'s daværende chef J. Edgar Hoover. Der er flere eksempler HER.
I flere historier forekom en kraftig form for satire, når Barks beskrev den fiktive stat Brutopia. Alene navnet - der er en sammenstilling af Brutal og Utopia - efterlader kun ringe tvivl om, hvad slags stat dette er. Tvivlen bortvejres fuldstændigt, når vi møder enkelte af landets indbyggere: de er alle kriminelle og spioner (ruden til venstre). Som Barks forklarede: Nårsomhelst jeg opfandt en forbryder, blev han en ondskabsfuld forbryder. Han kom endda til at se sådan ud. Alle mine grisefjæsede forbrydere var helt igennem ondskabsfulde.

I flere historier får vi Barks' satiriske syn på nogle - dengang - typisk amerikanske foreteelser:
I WDCS269 A Matter of Factory (AA40/1963) fra 1963 skabte Barks en historie over konceptet omkring drive-ins og moteller, der var forholdsvis lidt kendte på tidspunktet. I historien afleverede han en tyk satire over folks behandling af fænomenet.
I WDCS099 'The Quiz Whiz' (AA06/1950) fra 1948 satiriserede Barks over radiostationernes udsendelser med alle tænkelige slags hjernedøde quizshows.
I FC1055 The Beauty Queen (AA18/1968) fra 1959 harcellerede Barks over en bestemt type begivenhed, der udsprang i USA - pigers konkurrencer om at blive valgt til skønhedsdronninger.
I WDCS273 A Duck's Eye View of Europe (AA03/1964) fra 1963 udviklede amerikanerne en ny trend - en ny måde at foretage udenlandsrejser (ruden til venstre). Grundideen syntes at være, at grupper af amerikanske turister skulle besøge så mange europæiske lande og byer på kortest mulig tid. Barks skrev en bidende satire over fænomenet, der stadig eksisterer i bedste velgående.

I et antal historier luftede Barks sine meninger om 'her i dag - væk i morgen' begivenheder, der dog alle har overlevet tidernes skiften:
I WDCS308 The Beauty Business (AA34/1968) fra 1966 starter Anders en skønhedssalon med stor succes. Selv de grimmeste damer ender med at blive store skønheder.
I U$52 The Great Wig Mystery (AA37/1965) fra 1964 er parykker sidste skrig i Andeby. Store parykker - jo større des bedre - i alle mulige farver er højeste mode.
I WDCS312 The Not-So-Ancient Mariner (AA25/1967) fra 1966 beskriver Barks mode i dens mest outrerede former. Han lader endda Højben og Andersine optræde som rene tøjstativer (ruden til venstre).
I U$62 Queen of the Wild Dog Pack (SR) fra 1966 går Barks helt grassat i sin beskrivelse af rockmusik. Historien er fyldt med lyrik af denne uoversættelige slags: When I melt your heart - I'll find it hard - to dispose of all the lard!

I en række historier lavede Barks sarkastiske bemærkninger omkring relativt tidløse begivenheder:
I WDCS069 'Donald the He-man' (AA02/1977) lader han Anders arbejde hårdt på at opbygge sine muskler. Det skete, fordi Andersine's veninde havde en kæreste, der kunne få Arnold Schwarzenegger til at ligne en brystsyg knokkelmand.
I U$64 Treasure of Marco Polo (AA27/1997) fra 1966 skrev Barks en satirisk historie med krig som emne. Historien handlede sandsynligvis ikke om den på den tid igangværende konflikt i Vietnam men om afstandtagen fra krig i det hele taget.
I U$39 A Spicy Tale (AA27/1963) stak Barks lidt til alverdens fredskorps (i historien er Anders og nevøerne udsendt for et sådant). Som Barks senere fortalte: Jeg var løbet tør for stater, der slås.
I WDCS286 The Olympian Torch Bearer (AA27/1965) satiriserede Barks over moderne kunst ved at vise et nonfigurativt billede (ruden til venstre). Det kan næppe være en stor overraskelse at erfare, at Barks afskyede moderne kunst, når man betænker, at både han selv og hans kone producerede store mængder 'normale' og figurative billeder. Ingen af dem så meget som prøvede nogensinde at nærme sig den moderne kunst i deres værker.

Blackstone the Great (berømt magiker)

I 1997 udkom bogen Animal Quackers. Den indeholdt fotografier af de talrige billeder, Barks i en årrække havde malet under sin egen imponerende hovedtitel Famous Figures of History as they might have looked if their Genes had gotten mixed with Waterfowl. Figurerne i serien var altid mennesker men med næb og lignende vandfugle-træk.
I et brev til sin datter Dorothy skrev han bl.a.: ...Det er ærgerligt, at bogen med sine gamle, historiske figurer ikke kunne være blevet udgivet for seksten år siden, hvor emnerne og satiren havde stået friskere i millioner af amerikaneres bevidsthed. Nutildags véd kun få mennesker under halvtreds, at der levede berømtheder med interessante gøremål, før Elvis Presley blev kendt. I de unges bevidsthed er min Herkules, Attila, Billy the Kid, Wyatt Earp og Robin Hood kun figurer, de kender fra Hollywood-film...
Men i det mindste kan den ældre generation nyde Barks' vidunderlige satiriske malerier...