Når jeg havde brug for en ny figur, udvalgte jeg bare én, som jeg ikke havde brugt endnu. Den blev så præsenteret på samme måde, som den lå i mit hoved; den havde været der hele tiden

Jeg udviklede hans personlighed meget. I stedet for bare at lade ham være en irriterende lille fyr, gjorde jeg ham sympatisk. Nogle gange var han en slubbert, andre gange var han en rigtig fin fyr, men han var altid bare en kludremikkel, som folk er flest, og jeg tror, det er derfor, at folk kan lide anden

Jeg har altid set ænderne som karikerede mennesker

Jeg bør vel sige, at Anders er min favoritfigur, og det er han nok også. Fordi han var springbrættet til at lave alle de andre. Men Onkel Joakim er en god figur, og jeg er stolt over at have opfundet ham, ligesom jeg er stolt af flere andre af mine figurer, som f.eks. Georg Gearløs

De variationer, der forekommer i andens udseende gennem årene, skyldes, at jeg forsøgte at følge med tegnefilmens and, som skiftede udseende totalt

Anders er som én af os. Han vil bare sige sin mening

Der er ingen i USA, der ikke kan identificere sig med Anders. Han er alting, han er alle, han laver de samme fejl vi alle laver

Nogle gange er han en bandit, ofte er han en virkelig helt, og han er altid den samme klodsede person, vi alle er, og jeg tror, det er en af grundene til, at folk kan lide denne and

Jeg prøvede faktisk at nedtone Anders' ondskabsfulde karaktertræk. Hvorfor vende millioner af læsere væk? Det var i orden en gang imellem - forudsat at der var en grund til det - som for eksempel i The Firebug, hvor Anders får et slag i hovedet

Om Onkel Joakim: Jeg begyndte at få svært ved at finde på ting, Anders kunne lave. Pludselig havde jeg en ny figur, som jeg kunne bygge på i flere år

Jeg viste aldrig Anders med andegård i baghaven eller som andejæger eller i andre situationer, hvor en rigtig and deltog

Når jeg opfandt en skurk, så var det en modbydelig skurk. Han så også sådan ud. Alle disse skurke med grisehoveder var ondskabsfulde hele vejen igennem

Pengetanken blev sandsynligvis bygget i starten af 1920'erne

Lille Hjælper var oprindeligt kun ment som en fyldfigur, der skulle sætte lidt liv i de 'kedelige' ruder, hvor Gearløs bare opfandt og talte med sig selv. Men Barks udviklede langsomt den lille tændstikmand til en mere prominent figur. Han fastslog senere:
Hvis jeg havde fortsat nogle få år mere, ville han have haft sit eget seriehefte

I 1994 blev Barks spurgt om, hvem der til sin tid skulle arve Onkel Joakim's mange penge:
Formentlig Anders' nevøer fordi de er så meget mere praktiske end Anders. Og jeg er sikker på, at de vil bruge dem fornuftigt i Grønspætteorganisationen, hvor de vil redde alle fuglene og alle hvalerne!

Det faktum, at Joakim er rig, var afgørende for alle yderligere udviklinger, der viser hvor rig og en visning af rigdommen. Jeg syntes, at det var et ret fascinerende emne - alene bunker af penge appellerer til folks fantasi - og jeg gjorde ham gradvist rigere og rigere. Så var jeg nødt til at opfinde et sted, hvor han kunne opbevare sine penge

Jeg har aldrig samlet på mønter. Eller frimærker eller whiskyflasker eller tegneseriehefter. Bare tanken om de fortrædeligheder, Joakim blev udsat for som følge af sin møntsamling, skræmte mig fra en livsstil som financiel ødeland. Joakim har et problem med at prøve at holde på de penge, han har opsparet, og dem han har tilranet sig. Han har fået sig et dejligt lille sted, hvor han kan føle sig rig og sikker, og det ønsker han at blive ved med

Hvordan kunne Joakim dykke rundt i sine hårde metalmønter uden at komme til skade?:
Jeg kan ikke forklare det trick, fordi jeg forstår det ikke selv. Måske har det noget at gøre med hans karakter. Ofte kan han udføre ting, andre mennesker ikke kan. Han kan vandre ud i ørkenen og lugte guld i nærheden, mens andre guldgravere var nødt til at grave sig gennem bjerge af jord, før de kunne finde en guldklump

Anders er min favoritfigur, fordi han er som alle mine venner, naboer, mig selv - han er bare Hr. Meningmand

Én af de største vanskeligheder med figurtegning er at finde ud af, hvordan hver enkelt figur ville reagere på en bestemt situation. Her var Onkel Joakim ret let at profilere. Han ville altid vælge den billigste løsning på et problem

Blandt alle de 500 historier jeg skrev, var der omkring 10, der blev til efter forslag fra andre

Jeg prøvede altid at skrive en historie, der var så underholdende, at jeg ikke ville have noget imod at købe den selv. Jeg ved godt, man forventede, at jeg fortalte for et publikum af 12-årige. Men jeg havde større tiltro end forlaget til den 12-åriges intelligens. Jeg syntes bare, børnene skulle have en vedkommende oplevelse for deres 10-cent

Når jeg baksede med en historie, spurgte jeg ofte mig selv: hvad har du lyst til at tegne? Skal det være en skov, havet med sejlbåde, eller skal vi ned i miner og grotter? Så snart jeg havde fundet lokationen, fyldte jeg den bare med figurer

Jeg var klar over, at jeg ikke skulle forherlige forbrydelse. Jeg kunne bare have ladet Bjørnebanden stjæle hele tiden, men jeg prøvede at gøre det komisk. Det måtte være fantasifulde forbrydelser, som børn ikke kunne efterligne

Det var hverken genialitet eller stort talent, der gjorde historierne gode. Det var tålmodighed og en stor papirkurv

Jeg kunne godt lide at lade ænderne komme i situationer, hvor de stod til søs. Der er noget romantisk ved havne og sunkne skibe, som børn godt kan lide

Jeg byggede en historie op til et punkt, hvor læseren forudså en forventelig slutning, hvorefter jeg ville narre ham med noget fuldstændigt vanvittigt - men stadig sandsynligt

Jeg læste nogle af mine historier forleden, og jeg tænkte: Hvordan i helvede slap jeg afsted med det?

Jeg holdt mere af at lave historiernes forsider end selve historierne, fordi de som regel var emklere. Det krævede stor tankevirksomhed at tegne en forside, der i ét billede skulle fortælle hele bladets historie. Og den skulle også kunne forstås uden kendskab til historien

Fra tid til anden havnede nevøerne i nogle grimme situationer, og Anders måtte redde dem. Men oftest var det lige omvendt. Det fungerede bedre og appellerede til læserne, der selv var børn. De syntes om, at nevøerne var deres onkel overlegen

Jeg fortalte dem sandheden. Jeg sagde til læserne, at de slemme fyre havde noget godt i sig, og de gode havde meget dårligt i sig. Ikke alt er lutter lagkage

Drengene var kloge fyre nogle gange, og andre gange var de bare klodsede, men jeg forsøgte altid at overraske i historierne, så at ingen bare kunne slå op i et blad og sige: Jaja, nu sker der dét og dét med nevøerne. Folk var simpelthen nødt til at læse historien for at se, hvad drengene fandt på

Jeg var meget ærlig. Der var ingen forskel på mine figurer og det liv, mine læsere oplevede. Når ænderne vandrede ud i ørkenen, gjorde Jensen og hans børn det samme. Når Anders blev kostet omkring, prøvede jeg at gøre det på en sådan måde, at børnene kunne se det ske for dem selv. Til forskel fra superheltene havde mine historier en menneskelig vinkel

Jeg tror, at som tiden går, vil folk forstå, at malerierne er baserede på mine historier. Hvis folk ikke kender historierne, bliver malerierne meningsløse, så jeg tror på, at historierne vil leve videre i eftertiden

I 1994 blev Barks spurgt, om han kunne tænke sig at lave en ny historie:
Jeg håber sandelig ikke, at jeg skal lave en til. Fristelsen er der godt nok. Folk tigger mig om at lave en ny. Det er svært at skuffe folk. Men det er et utroligt hårdt job at skrive en historie. Samtidig véd jeg, at enhver historie jeg laver, vil blive endevendt og kritiseret af alle i hele verden, og hvis historien så ikke er af sublim kvalitet, vil de sige: "Se bare, den gamle cirkushest er tilbage for at prøve at lave penge på sit ry; han kan ikke skrive, men han får penge for skidtet."

Min første lange historie med gnieren blevet skrevet for at forklare, hvem Joakim egentlig var, hvorfor han var som han var, og hvilke desperate ting han kunne finde på for at opretholde sin status

Jeg var en enspænder, der arbejdede i en lille by langt væk fra andre tegneseriefolk

Jeg arbejder kun, når jeg føler trang til det - men det er for det meste hele tiden

Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg forsøgt at tegne. Jeg startede med at bruge kulstumper fra kaminen, og jeg tegnede på væggene

Jeg laver meget gerne detaljer på mine malerier. Jeg benytter den tyndeste pensel til at fremhæve selv de mindste detaljer. Derfor maler jeg ikke på lærred men på masonitplader, som har en meget glat overflade

Hvis flere af mine læsere får plads i senatskammeret end i gaskammeret, er jeg blevet rigeligt belønnet for at prøve at lave et godt produkt

At få ny ideer var opslidende. Ofte følte jeg, at brønden var løbet tør, og at der ikke var flere ideer i mig. Så blev jeg meget forskrækket. Jeg husker tilfælde, hvor jeg var så bange, at når jeg fik en ide, græd jeg næsten af lettelse over at være kommet over tærsklen igen

Når jeg havde fået historien lagt ud på otteruders-siderne og skrevet det hele ned komplet med gags, begyndte den rigtige fornøjelse - at sætte mig til at tegne

Jeg læste mit storyboard om og om igen. Ikke bare det, jeg læste manuskriptet ti eller tyve gange, før jeg overhovedet startede med at tegne. Derefter gennemgik jeg storyboardet ti gange mere, hvorefter jeg begyndte at tusche

Det er ret så trættende at male alle disse mønter. Men det er noget, jeg véd, jeg kan gøre, hvis jeg har tiden. Jeg kan bare sidde og male i tusindvis af mønter - år efter år

Det er blevet svært for mig at male, fordi min hånd ryster, men farvekridttegningerne kan jeg lave, fordi man skal trykke så hårdt med blyanterne for at få pigmentet ned på papiret, at min hånd stopper med at ryste

Jeg arbejdede hårdt, og jeg var heldig nok til at have tilstrækkelig inspiration til, at tingene kom af sig selv. Jeg kunne udtænke tingene meget lettere, end hvis jeg havde været nødt til at tænke hårdt over dem. Så mange af ideerne kom simpelthen som gaver til mig

Hvis jeg gik i to eller tre dage uden at få ny ideer, begyndte jeg at gå i panik. Jeg tænkte: Åh Gud, brønden er tørret ud, og jeg kan ikke få en ny ide, om så det gjaldt livet. Men et eller andet sted i dette panikstadie begyndte min hjerne at arbejde

Når jeg tænker på alle de hundreder af historier, jeg skrev, og på de hundreder af maleideer, forsider og gags jeg har lavet i min levetid, er det forbløffende, at jeg overhovedet kunne lave dem

Jeg anvendte mit viskelæder oftere end mine blyanter

Inden jeg startede på en historie, læste jeg manuskriptet 10 eller 20 gange. Når jeg så var klar til tegningerne, satte jeg én skitseside op - den var typisk på 8 billeder - og derefter resten af siderne. Det skete på en stor tavle, og de blev hæftet op med stifter. Herefter kunne jeg analysere, om nogle sekvenser var for lange, eller om jeg skulle tilføje lidt ekstra 'krudt' et andet sted.
Jeg kikkede på storyboardet utallige gange, og genemgik det igen og igen; ofte tog jeg hele sider og smed væk. Jeg prøvede at koge historierne ned til kun at omfatte de vedkommende ting. Derfor virker de altid så stramme og letlæselige. Jeg prøvede endda at slutte hver side med et højdepunkt

Barks blev engang spurgt, hvordan han planlagde kompositionen af sine malerier: Bag enhver situation er der en god idé. Som regel benytter jeg nøglesituationer fra mine gamle tegneserier. Jeg begynder med at lave mange, mange skitser i forskellige perspektiver. Normalt laver jeg fire eller fem layouts, før jeg har ét, jeg kan lide. Derefter overfører jeg andeskitserne til gennemsigtigt papir, som jeg så skubber rundt på layoutet, indtil de er på det rette sted. På den måde udvikler layoutet sig stykke for stykke

Da han blev spurgt, om han ikke var skuffet, da Disney trak sin helt specielle tilladelse til at male ænder tilbage i 1976, svarede Barks:
Er det måske nogensinde sket, at en forhenværende medarbejder ved General Motors har fået lov til at fremstille Chevrolet'er?

Hvad var Barks' hemmelighed? Kun hårdt, slidsomt arbejde, var hans svar

Det skete fra tid til anden, når Barks skulle bruge et bestemt ansigtsudtryk til sine ænder, at han satte sig foran et spejl og prøvede at anlægge den ønskede mimik. Men jeg fik altid hovedpine til sidst, forklarede han senere

Ved et interview i 1975 blev Barks spurgt, om han kunne have tænkt sig lidt mere seksualitet i sine serier:
Jeg synes, at vi indimellem kunne have bevæget os en smule henimod teenageres opfattelse af seksualitet. Altså kysseri og holden-i-hånden og den slags, men jeg tænkte aldrig på tegneserierne - især ændernes - som værende seksuelle. Det forekom mig, at deres interesser var andre end sex

Jeg besluttede mig på et tidspunkt til at lave en akvarel for at vise, at jeg i bund og grund var lidt af en rebel

Nogle af de folk, der influerede på min tegnestil, var Winsor McCay, Frederick Opper og Hal Foster. Roy Crane, der tegnede Buzz Sawyer, havde også en klar og simpel stil

Fejl og skæverter generer mig år efter, at jeg har glemt resten af historierne

Jeg polerede og polerede manuskripterne og tegningerne, indtil jeg havde lavet det bedste, jeg kunne i den afmålte tid

Hvis man ankom til Disney-studioerne som en primadonna og gik ind og mente, at man var et geni, og derefter skulle arbejde sammen med et hold rigtige genier - så fik man hurtigt sit ego banket på plads

Jeg forestillede mig mine historier i plot-sekvenser

At skrive historier er lidt som at skrive poesi. Der skal være et bestemt tempo. Alt skal være på rette sted på rette tidspunkt

Mine tegninger virkede aldrig så teknisk veludførte, som jeg forestillede mig dem i mit hoved

Ideer fostres som regel som komplicerede sager, og du er nødt til at skære dem ned, så de kan bruges. Kog en ide ned til dens simpleste form, og den opfattes let af enhver, der ser den

Jeg vil gerne huskes som et menneske, der har udrettet et godt stykke arbejde

Jeg undgik politik, fordi det ikke interesserer børn. Min egen politiske filosofi er, at det går ganske udmærket, så vi skal sgu' bare lade det hele passe sig selv

Jeg blev aldrig spejder, men for pokker - jeg ville gerne have været det, dengang jeg var 10-11 år gammel. Men der fandtes ikke noget sted, hvor jeg kunne blive spejder

Jeg fik altid gode karakterer i skolen undtagen i engelsk. Jeg havde stort besvær med grammatikken

Jeg længes efter den dag, hvor jeg kan trække mig tilbage fra serieverdenens umenneskelige deadlines og starte en lille møbelbutik, hvor jeg kan arbejde med mine hænder og lave ting i træ

Jeg ville have været nul og niks, hvis jeg ikke var begyndt på tegneserier

Henkastet bemærkning fra 1981:
Jeg er 80 år gammel, men jeg ligner én på 79½

Jeg var en katastrofe som cowboy, tømmerhugger, bogtrykker, stålarbejder, tømrer, animator, hønsefarmer og drukkammerat. Måske det alt sammen hjalp mig til at skrive historierne om stakkels Anders' ufuldkommenheder

Bemærkning fra takketalen ved uddelingen af Disney Legend trofæet i 1991:
Jeg ønsker at takke Disney-studioerne. Ikke for mig selv men for alle disse tegneseriefans - ungerne der plejede at købe mine historier for 25 cents og nu kan sælge dem for 2.000 dollars

Floyd Gottfredson og Carl Barks

Man kan kun lægge en vis mængde voldsomheder ind i en tegneserie, før det bliver kedeligt. Jeg tror, Floyd Gottfredson ramte plet, da jeg talte med ham engang i fyrrerne. Jeg var taget ind til studioet. Han sagde:
I tegneserien kan læseren kikke på en tegning i lang, lang tid, men i en tegnefilm ser han den kun i 1/24 af et sekund, og så er den væk. Han har ingen mulighed for at studere den nærmere.
Jeg huskede hans ord og tonede mine voldsomheder lidt ned derefter

Størstedelen af mine kendte malerier er malede med farver, der ser ud, som om Rembrandt havde malet dem

Jeg husker Walt Disney som et geni. Alle respekterede og frygtede ham. Jeg så kun Walt til storymøderne, hvor han kom ind og kikkede på de historier, vi havde oppe på storeboardet. Vi fik altid lov til at argumentere for vores ideer. Han lod os endda altid få det sidste ord. Vi sagde Yes, Walt

Tænk på alle de gode ting Disney gjorde for mig. Derfor føler jeg, at hver gang jeg kan gøre noget med tegninger, signeringer af litografier og skitser eller andet, som kan hjælpe Disney til at tjene lidt penge, så er jeg glad for at gøre det. Det er et forsøg på at betale tilbage for hans tjenester

Gottfredson's største bidrag til tegneserien var kvalitet. Han vil huskes for at have lavet komplekse fortællinger, som er lette at forstå og læse

Barks leverede engang denne karakteristik af Walt Disney: Han var en organiseret, kreativ og metodisk forretningsmand. Han havde en dominerende personlighed uden egentlig at virke dominerende. Vi respekterede alle hans evne til at bedømme, hvad der var morsomt

Talte Walt Disney nogensinde til dig om alle de figurer, du skabte uden at spørge ham?
Jeg fik aldrig nogen kommentarer fra ham. Jeg fik aldrig nogen kommentarer fra nogen på Disney-studioerne, medmindre jeg måske har hørt det på andenhånd gennem Western. Jeg aner faktisk ikke, om Disney-folkene overhovedet læste mine historier

Walt gjorde det helt klart for andestudioet, når han kunne lide én af vores tegnefilm. Han kom ikke rundt og sagde 'Godt arbejde'. I stedet sendte han lønningschefen rundt med bonuschecks

Vi drømmer om, at der et sted vil findes et lykkeland, der er så rent, som det er naturens mening. Men hvis vi finder sådan et sted, vil det så være sikkert?

Kirkegårde og begravelser er for de levende. Når jeg tager ud til Garé's grav, føler jeg næsten hendes nærvær, men at tænke på hvad der rent faktisk er der - en bunke knogler i en kiste - har jeg ikke noget forhold til

Jeg tænker på døden som total fred. Man er hinsides kløerne på alle dem, der kunne knuse dig

Jeg har ingen opfattelse af - eller frygt for - døden. Jeg tror ikke på et liv efter dette