Carl Barks kunne lide alle de hovedfigurer, han opfandt, men med en vekslende grad af entusiasme. De blev alle introducerede, fordi de skulle udfylde et behov i et specielt plot, og de fleste fortsatte i senere historier. Og dét var netop Barks' overordnede problem; han tænkte ikke altid de ny figurer igennem, inden han introducerede dem. Det bedste eksempel på en succésfuld figur er - naturligvis - Onkel Joakim, der bare var et vrantent familiemedlem i den første historie, men Barks var i stand til at videreudvikle ham til den mangesidige figur, vi alle elsker i dag. Men dette var ikke altid tilfældet med andre, ny figurer, som denne side demonstrerer.

Citaterne, der er anvendt, kommer fra talrige interviews, som Barks deltog i gennem årene.

 

 

 

EGNE FIGURER
Herunder præsenteres de hovedfigurer, som gav Barks selvforskyldte problemer, enten fordi deres udstråling ikke var den bedste, eller fordi deres personlige potentiale var for begrænset.

 

FÆTTER HØJBEN
Fætter Højben skabtes som en utrolig heldig fyr, og var på den måde et modstykke til Anders And's klart uheldige type, og hans vigtigste ambitioner er tofold; at åle Anders samt vinde Andersine fra ham. Ingen af disse egenskaber gav dog Højben nogen interessant personlighed, og det lykkedes aldrig Barks at give ham menneskelige kvaliteter eller afvæbnende egenskaber, som det var tilfældet med Anders og Joakim.

Højben som figur er begrænset. Man skal hele tiden udtænke gags, der udnytter hans grænseløse held. Det er ret svært at blive ved med at udtænke friske gags.

Jeg tror ikke, nogen bryder sig om en figur, der klarer sig gennem tilværelsen med så ringe anstrengelse. Man kan lide at føle, at andre har det lige så besværligt som én selv, og Højben var en fyr, der bare spankulerede afsted, skummende fløden ud af livet, uden overhovedet at komme til at svede.

Man føler sig overlegen overfor dem (figurerne), fordi man véd, at de er nødt til at udtænke løsninger med store anstrengelser. Den eneste af mine figurer, man ikke kunne føle sig overlegen overfor, var Højben; han var så pokkers heldig, at læseren hadede ham, fordi man var nødt til at se op til ham for det ene talent, han havde.

 

HEXIA DE TRICK
Hexia de Trick skabtes som en ond heks på jagt efter Joakim og hans lykkeskilling. Hun har den klippefaste tro, at den vil gøre hende til verdens rigeste og heldigste and. Hexia anses for at være Joakim's stærkeste modstander.
Overraskende nok brød Barks sig aldrig rigtigt om sin forbryderiske skabning Hexia (eller for den sags skyld Guld-Iver og Bjørnebanden). De var alle udtænkt som rene skurke, der skulle udføre undertrykkende handlinger, og var som sådanne uden den tiltrækningskraft, hans andre figurer besad.

Hexia introduceredes med overlæg som en ondskabsfuld heks, der altid var ude efter Joakim's førsttjente mønt. Man kan ikke vise det samme hele tiden; figurerne skal bringes i ny situationer, derfor de små ændringer i figurernes karakterer.

Hexia var en forbryderske. Hun tænkte ondskabsfuldt. Hun var begærlig.

 

GULD-IVER FLINTESTEN
Guld-Iver kreeredes som Joakim's onde dobbeltgænger. Barks brød sig aldrig rigtigt om denne sin forbryderiske opfindelse. Han var udtænkt som en modstander, der både skulle ydmyge og frustrere Joakim - ganske som Barks opfandt Højben til at terrorisere Anders - men Guld-Iver var som sådan uden den tiltrækningskraft, hans andre figurer besad. Barks' ærgrelse over at have opfundet Guld-Iver kommer klart til udtryk i den simple omstændighed, at han kun benyttede ham i 3 historier og aldrig i hverken énsider eller forsider.

De (Guld-Iver, Hexia og Bjørnebanden - red. bem.) var folk, som jeg ikke havde nogen sympati for.

 

BJØRNEBANDEN
Barks opfandt Bjørnebanden som en evigt kludrende samling tyveknægte, der næsten altid arbejder alene. Bandemedlemmerne er de hovedansvarlige for Onkel Joakim's græmmelse med deres stålsatte fokusering på den gamle gniers penge. Barks var meget afslappet, når det drejede sig om at portrættere Bjørnebanden; han kom ofte til at give dem forkerte numre, hvilket kunne tyde på, at han ikke havde den store interesse for deres karakterer.

Jeg tror, at bjørnebanditterne er blevet opdraget under særlige omstændigheder, og at deres tænkemåde er speciel. Jeg tror, at dét jeg især brugte dem til bare var at skabe lidt action og nogle plots. Deres karakter var således, at de var lige så grådige efter Joakim's penge, som han selv var.

De var simpelthen professionelle forbrydere. Det sværeste, de kunne finde på, var at bryde ind i hans pengetank og få fingre i alle pengene. Jeg lod dem ikke spilde tid med banker og butikker.

 

GEORG GEARLØS
Da Barks udtænkte Andeby's bedste opfinder, Georg Gearløs, var det kun meningen, at han skulle være en sjælden gæst i historierne. Senere - da figuren opnåede kolossal popularitet - udtrykte Barks sin frustration over, at han ikke havde tegnet Gearløs mere enkel, dvs. uden hår, hat, briller og vest.

Jeg manglede en fyr med masser af opfindelser. Jeg havde tænkt mig Georg i én eller to historier. Havde jeg vidst, at han med tiden skulle få sin egen serie, ville jeg have gjort ham lettere at tegne. Han er temmelig høj, og det er kejtet at have en høj figur sammen med ænderne, der kun er omkring 70 centimeter høje. Jeg burde have gjort ham morsommere at se på og skulle have tænkt mere over udviklingen af hans karakter i mine tegninger.

Jeg opfandt med vilje Georg som en tosset opfinder. Jeg ville kun bruge ham med lange mellemrum, så jeg lavede ham bare til en kejtet udseende kylling. Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle komme til at lave en hel serie med Georg-historier, ville jeg have lavet ham i samme højde som Anders eller Onkel Joakim, så han havde været nemmere at bruge. Han var denneher store og høje, klodsede kylling, og det var svært at arbejde ham ind i ruderne sammen med ænderne.

 

KYLLE, PYLLE, RYLLE
Andersine's tre niecer blev kort introducerede i historien, hvor Anders baserer alle sine beslutninger på kast med en mønt. Pigerne skal - selvfølgelig - tjene som modstykke til nevøerne; ligheden er slående.
Det er mere end sandsynligt, at Barks havde flere historier med pigetrioen i tankerne, da han skabte dem, men som tiden gik, viste de sig kun i få historier. Åbenbart må Barks have haft svare problemer med at finde specielle pigerelaterede problemer, de kunne løse. Det faktum, at de 'kun' var pæne piger, gjorde dem også temmelig begrænsede i sammenligning med de mere alsidige nevøer.

 

JOHN D. RAPFELLER
Barks opfandt nogle få, superrige figurer, som Joakim kunne konkurrere med, og Rapfeller var én af dem. Han blev kun anvendt i én historie og præsenteredes som værende en stærkt konkurrence-minded og kolerisk forretningsmand, men Barks må have indset hans begrænsede potentiale, fordi Rapfeller blev aldrig brugt igen. Gennem årene blev hans figur nemt udskiftet med flere andre figurer med de samme karakteregenskaber, og Barks må have følt det mere tilfredsstillende at opfinde ny typer hele tiden i stedet for at genbruge den samme figur.
Siden er Rapfeller dog blevet et stort hit i bl.a. Brasilien og Europa (især Italien), så han er ikke helt glemt.

 

 

 

ANDRES FIGURER
Især i starten af sin karriere hos Disney's var Barks nødt til at arbejde med hovedfigurer, som han ikke brød sig særligt om. Senerehen genkaldte han sig sine tanker om disse figurer, som det ses herunder:

 

RIP, RAP, RUP
I slutningen af 1937 opstod ideen om at introducere Anders' tre nevøer Rip, Rap og Rup i Disney's korte tegnefilm. Dengang arbejdede Barks i story-afdelingen, og han var imod ideen: Det vil bare være to yderligere figurer at tegne, mente han. Men da han startede sin lange tegneseriekarriere kun 5 år senere, havde han accepteret nevøerne.

De var svære at tegne, tro mig!

 

MICKEY MOUSE
I starten af sin karriere hos Disney's blev Barks tildelt at skrive og skitse en Mickey Mouse-historie kaldet Northwest Mounted til de korte tegnefilm. Barks skrev og tegnede næsten 400 storyboard-skitser, hvorefter projektet blev lagt på hylden.
Barks brød sig ikke særligt om Mickey, som han ikke mente var lige så morsom og alsidig som Anders. Så efter at han havde fået opgaven med at tegne Historien om Den røde Hat, bad han sig fritaget for fremtidige opgaver med musen.

Jeg mener, at nogen sendte mig en synopsis fra studioet. Hele projektet tiltalte mig ikke. De havde normalt tilstrækkeligt med tegnere til ham; dette var en undtagelse. Det var under krigen, og jeg måtte træde til. Jeg tror, at jeg kunne have tegnet Mickey ganske godt. Mickey var enkel.

Jeg kunne lide Mickey for hans oplevelser. Han var god i lange historier. Men tanken om at tegne den slags tiltalte mig ikke. Jeg holdt af at arbejde med anden, fordi jeg kunne herse med ham, lade ham komme til skade - ja, jeg kunne lade ham falde ned fra en klippe. Der var masser af sjov i Anders. Med Mickey ville det have været farligere, fordi Mickey altid skulle se ordentlig ud. Med anden havde jeg en skæg fyr, som jeg kunne behandle dårligt, og som jeg kunne lave grin med.

 

PLUTO
Mens Barks arbejdede i story-afdelingen hos Disney's, måtte han også arbejde med Mickey Mouse's umælende, gule hund Pluto. Det resulterede i 5 korte tegnefilm, og Barks skrev desuden en historie sammen med to kolleger under Anden Verdenskrig. Men i sine egne historier tegnede han aldrig Pluto, fordi han mente, at hunden ikke havde nogen interessante kvaliteter. Måske blev Barks blødere med årene, for han malede ikke færre end 3 malerier, hvor Pluto deltog...

Pluto var i en masse af deres historier, men han var en meget unaturlig hund, ganske forskellig fra det billede man ellers har af en hund. Jeg brød mig aldrig særligt om ham. Jeg vil sige, at han var en dum hund.

 

FEDTMULE
Barks brugte kun Fedtmule i en enkelt historie. Han brød sig aldrig om figuren, fordi han normalt var reduceret til at være genstand for latter fra alle de andre figurer.

Der var én, jeg ikke kunne tage: det var Disney's Fedtmule. Fedtmule var simpelthen en halvtosse. Jeg forstod aldrig, hvad der var morsomt ved sådan en halvtosse.

 

SNURRE SNUP
I 1943, hvor Barks startede sit arbejde for Western, blev han bedt om at lave en serie historier sideløbende med dem fra andeuniverset. Historierne var alle byggede over Ikke-Disney-figurer som Snurre Snup og Pelle Gris fra forskellige studioer. Det er vel unødvendigt at tilføje, at Barks ikke just var entusiastisk omkring projektet.

Dén, jeg ikke kunne tegne, var Snurre Snup. I en historie, hvor jeg også tegnede Pelle (FC0048 - red. bem.), blev Carl Buettner nødt til at korrigere hver eneste rude, hvori Snurre deltog.

 

 

http://www.cbarks.dk/EFTERKLOGSKABEN.htm   Dato 15-06-2005