Højben som figur er begrænset. Man skal hele tiden udtænke gags, der udnytter hans grænseløse held. Det er ret svært at blive ved med at udtænke friske gags.

Jeg tror ikke, nogen bryder sig om en figur, der klarer sig gennem tilværelsen med så ringe anstrengelse. Man kan lide at føle, at andre har det lige så besværligt som én selv, og Højben var en fyr, der bare spankulerede afsted, skummende fløden ud af livet, uden overhovedet at komme til at svede.

Man føler sig overlegen overfor dem (figurerne), fordi man véd, at de er nødt til at udtænke løsninger med store anstrengelser. Den eneste af mine figurer, man ikke kunne føle sig overlegen overfor, var Højben; han var så pokkers heldig, at læseren hadede ham, fordi man var nødt til at se op til ham for det ene talent, han havde.

Hexia introduceredes med overlæg som en ondskabsfuld heks, der altid var ude efter Joakim's førsttjente mønt. Man kan ikke vise det samme hele tiden; figurerne skal bringes i ny situationer, derfor de små ændringer i figurernes karakterer.

Hexia var en forbryderske. Hun tænkte ondskabsfuldt. Hun var begærlig.

De (Guld-Iver, Hexia og Bjørnebanden - red. bem.) var folk, som jeg ikke havde nogen sympati for.

Jeg tror, at bjørnebanditterne er blevet opdraget under særlige omstændigheder, og at deres tænkemåde er speciel. Jeg tror, at dét jeg især brugte dem til bare var at skabe lidt action og nogle plots. Deres karakter var således, at de var lige så grådige efter Joakim's penge, som han selv var.

De var simpelthen professionelle forbrydere. Det sværeste, de kunne finde på, var at bryde ind i hans pengetank og få fingre i alle pengene. Jeg lod dem ikke spilde tid med banker og butikker.

Jeg manglede en fyr med masser af opfindelser. Jeg havde tænkt mig Georg i én eller to historier. Havde jeg vidst, at han med tiden skulle få sin egen serie, ville jeg have gjort ham lettere at tegne. Han er temmelig høj, og det er kejtet at have en høj figur sammen med ænderne, der kun er omkring 70 centimeter høje. Jeg burde have gjort ham morsommere at se på og skulle have tænkt mere over udviklingen af hans karakter i mine tegninger.

Jeg opfandt med vilje Georg som en tosset opfinder. Jeg ville kun bruge ham med lange mellemrum, så jeg lavede ham bare til en kejtet udseende kylling. Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle komme til at lave en hel serie med Georg-historier, ville jeg have lavet ham i samme højde som Anders eller Onkel Joakim, så han havde været nemmere at bruge. Han var denneher store og høje, klodsede kylling, og det var svært at arbejde ham ind i ruderne sammen med ænderne.

De var svære at tegne, tro mig!

Jeg mener, at nogen sendte mig en synopsis fra studioet. Hele projektet tiltalte mig ikke. De havde normalt tilstrækkeligt med tegnere til ham; dette var en undtagelse. Det var under krigen, og jeg måtte træde til. Jeg tror, at jeg kunne have tegnet Mickey ganske godt. Mickey var enkel.

Jeg kunne lide Mickey for hans oplevelser. Han var god i lange historier. Men tanken om at tegne den slags tiltalte mig ikke. Jeg holdt af at arbejde med anden, fordi jeg kunne herse med ham, lade ham komme til skade - ja, jeg kunne lade ham falde ned fra en klippe. Der var masser af sjov i Anders. Med Mickey ville det have været farligere, fordi Mickey altid skulle se ordentlig ud. Med anden havde jeg en skæg fyr, som jeg kunne behandle dårligt, og som jeg kunne lave grin med.

Pluto var i en masse af deres historier, men han var en meget unaturlig hund, ganske forskellig fra det billede man ellers har af en hund. Jeg brød mig aldrig særligt om ham. Jeg vil sige, at han var en dum hund.

Der var én, jeg ikke kunne tage: det var Disney's Fedtmule. Fedtmule var simpelthen en halvtosse. Jeg forstod aldrig, hvad der var morsomt ved sådan en halvtosse.

Dén, jeg ikke kunne tegne, var Snurre Snup. I en historie, hvor jeg også tegnede Pelle (FC0048 - red. bem.), blev Carl Buettner nødt til at korrigere hver eneste rude, hvori Snurre deltog.