Cornelius Blisand er Andeby's grundlægger. Det er stort set alt, hvad vi véd om den vigtigste figur fra fortidens andeunivers. I de tidlige 1950'ere lavede Carl Barks historier, der føjede karakteristiske elementer, arkitektur og baggrundshistorie til hans opfindelse Andeby, og det skete ofte uden smålig skelen til den overordnede sammenhæng. Nogle af elementerne overgik til at blive del af mange historier (som f.eks. Pengetanken), men de fleste var ikke påkrævede i daglig sammenhæng. Cornelius Blisand var én af dem. Barks benyttede ham kun i tre historier som forskelligt udseende statuer, og han var aldrig en vigtig del af plottene. Alligevel står han for os - på en eller anden mystisk måde - som en figur, vi alle synes at kende. Derfor får han her sin egen side...

 

 

 

BAGGRUNDEN

Hver gang Barks havde brug for en figur til en historie, satte han sig bare hurtigt ned og opfandt én, der kunne løse problemet. Ofte gav denne overfladiske fremgangsmåde bagslag (f.eks. måtte han modificere både Onkel Joakim og Fætter Højben til de kommende historier, og mangen en gang forbandede han sig selv for at have givet Georg Gearløs et atypisk udseende), og det er yderst sandsynligt, at Barks heller ikke tænkte længe og grundigt over Cornelius.

Han har sikkert ment, at grundlæggeren af en hel by skulle fremstå som en ædel amerikaner med aner tilbage i tiden, så han udstyrede ham dels som en engelsk immigrant (pilgrimshat, sko med spænder og skåret frisure), og dels som en nybygger (hjorteskindsjakke med frynser). I hans hænder placerede Barks nogle majskolber - symbolet på frugtbarhed og overflod. Måske var brugen af disse grønsager ligefrem grunden til navnet Cornelius (majs hedder 'corn' på engelsk)!?
Alt dette er både enkel og rationel tænkning fra Barks' side. Men omvendt synes det en smule uforståeligt, at han skulle vælge efternavnet Blisand ('coot' på engelsk) i stedet for en 'rigtig' And. Således er det ganske forbløffende, at Cornelius ikke døbte sin by til Cootburg i stedet for Duckburg. Det var dog ikke første gang, at en Blisand førte sig frem i andeuniverset; tænk bare på Bedstemor And, hvis pigenavn jo var Andrea Blisand. Hvem véd, måske er de to endda i familie!

 

HISTORIERNE

AA10/1952

Synopsis:
Joakim og den rige Maharajah af Pengostan kappes om at rejse den dyreste statue af Ande's grundlægger, Cornelius Blisand.

Bemærkninger:
Utvivlsomt er dette HISTORIEN om Cornelius. En historie der har efterladt et uudsletteligt og positivt indtryk.
Det var dog ikke nødvendigvis tilfældet, da historien kom i 1952. En forælder protesterede mod al den ekstravagante fremstilling af rigdom gennem at bygge ubrugelige statuer. Barks svarede, at hun totalt havde overset, at konkurrencen tværtimod havde bragt arbejde til masser af Andebyborgere f.eks. tømmerhandlere, murere, transportfolk og juvelerer.
AA25/1957

Synopsis:
Alle Andeby-borgere kappes om at lave den fineste sneskulptur, og Anders And synes, at en bestemt fattig familie bør vinde. Men nevøernes skulptur ser bedre ud. Noget må der gøres...

Bemærkninger:
Nevøerne modellerer en snefigur af Cornelius. Denne gang står han med en gammel riffel i stedet for majs. Senere snitter Anders en lignende figur af badesvampe, der sprøjtes med kunstig sne.
AA08/1958

Synopsis:
Anders hyres til at hælde et rensepulver i Andeby's vandreservoir, men ved et uheld kommer der rød farve i alt vandet. Resultatet er ganske anderledes!

Bemærkninger:
Denne gang står statuen af Cornelius i byparken. Den fungerer som et springvand med Cornelius, der holder en kande. Desuden står figuren ikke på en sokkel men kun på noget, der ligner et klippestykke. Statuen symboliserer, at Cornelius anlagde byens første vandledninger.

 

BONUS

119/1976
July Fourth in Duckburg
Specielt maleri med hilsen til alle ande-fans i 200-året for USA's fødsel. Det er også det eneste maleri, hvor Barks viste byens grundlægger.

 

 

http://www.cbarks.dk/GRUNDLÆGGEREN.htm   Dato 10-08-2004