Carl's første hustru, Pearl, var datter af William Turner, som drev savmøllen i Merrill, Oregon, nær ved Carl's fødehjem. Pearl og Carl har utvivlsomt mødt hinanden flere gange gennem deres barndom, men de lærte først hinanden at kende meget senere.

Pearl var netop gået ud af skolen, da hun ægtede Carl: Jeg var 20, og hun var 16, da vi blev gift, men ingen af os burde være gift. Vi havde ingen tanke om at få børn, men tilfældigvis fik vi ét, og derefter ét til lidt senere (Peggy Phyllis fødtes i 1923, og Dorothy Louise fødtes i 1924 - red.bem.).

Efter giftermålet tidligt i 1921 arbejdede Carl i en tømmerlejr hele sommeren. Så købte parret en brugt Ford (det var en rigtig rystemobil, huskede Carl senere - red.bem.) og kørte til oliefelterne i Coalinga, hvor Carl håbede at finde arbejde. Men straks ved ankomsten indså han, at det ikke var hans kop te. I stedet kendte Pearl et ægtepar, hvor manden arbejdede på en samlefabrik for togvogne, og han skaffede Carl et job.
Han blev der i 6 frygtelige år og hadede hvert sekund, men al fritiden brugte han så ved tegnebrættet i hjemmet: Jeg prøvede altid at finde på en tegneserie eller noget i den stil. Det irriterede min kone. Hun var fuldstændigt tilfreds med at være en togarbejderkone. Det var alt, hun ønskede af livet. Jeg brugte alle vores aftener og al vor fritid ved det pokkers tegnebræt, hvor hun hellere ville omgås folk, og så kom vi op at toppes hele tiden. I stedet for at være sammen med min kone - spille kort med naboerne og den slags - sad jeg ved tegnebrættet og fandt på gags, jeg kunne skrive om og tegne. Og det kunne hun ikke klare! Hun ville have et liv som alle andre omkring hende havde. Hun blev så svær at leve sammen med. Det blev rigtig slemt...

De blev separerede, og Peggy og Dorothy flyttede ind hos Carl's svigerforældre på deres farm udenfor Merrill.

Snart efter bruddet fandt Pearl sig en anden mand, som Carl mødte: Han var et dejligt menneske, men han blev narret. Hun snød ham for et pengebeløb, der kunne sende hende til Reno og blive skilt, og hun belønnede ham ikke engang ved at være sammen med ham bare én dag. Stakkels gamle fyr! Han mistede en masse penge...

Senere ernærede Pearl sig som servitrice i mange år, og hun endte sit liv på et plejehjem, hvor hun led af demens. Hun døde af brystkræft i 1987.

Fra 1931 boede Carl i Minneapolis, Minnesota, hvor han arbejdede på mandebladet The Calgary EyeOpener: Jeg mødte hende, medens jeg boede i Minneapolis. Hun var telefondame i det pensionat, hvor jeg var. Dengang var jeg stadig gift med min første hustru.

I 1935 fik Carl job hos Disney's i Los Angeles, Californien: Min kæreste, som kom med mig fra Minneapolis, fik hurtigt arbejde i et trykkeri. Hun var en meget smuk dame, der i Hollywood-kredse kunne have været stand-in for Marlene Dietrich! (Senere udviklede Clara en nervedefekt ved næsen, hvilket forvrængede hendes ansigt en smule - red.bem.).

I 1942 flyttede parret til San Jacinto, og Clara arbejdede med Carl, da han påbegyndte sin tegneseriekarriere: Jeg lærte hende at tegne med tusch, det vil sige at tusche sorte flader med pensel, og det gjorde hun gennem flere år (hun tuschede også kanterne omkring ruderne - red.bem.) Men efterhånden som hun blev mere og mere drikfældig, blev hun krigerisk og prøvede at rive et bundt af mine tegninger i stykker. Faktisk tegnede jeg min første Uncle Scrooge (FC0386 Only a Poor Old Man (SH08) - red.bem.) på et motel i Los Angeles, som jeg havde taget flugten til. Hun ville have ødelagt mine tegninger - og sikkert også hakket mig i småstykker med en kødøkse - under sine store drukture.

Clara's alkoholproblemer blev værre: Hun var god til at lave mad, sy ... og drikke. Hun kom fra en familie med lange aner indenfor alkoholisme. Og hun elskede bare smagen af sprut. Så hun drak mere og mere, indtil hun kom til et punkt, hvor hun blev fjendtlig og halvt vanvittig. Hun ville rive mine seriehefter og tegninger i stykker, hvis jeg ikke fik gemt dem bort. Jeg var nødt til at gå på kattepoter, når hun var i nærheden, for man vidste aldrig, hvornår hun blev krigerisk og følte trang til at rive noget i stykker. Hun fik ødelagt et par sider, der kun var på skitsestadiet. Hun fik også fingre i en af mine 10-siders, der næsten var helt færdig, og smed den ud ad vinduet. Gudskelov var det ikke mudret derude; de landede bare på jorden.

1951 blev et meget turbulent år for parret: Min kone udviklede et lille modermærke under foden (det var faktisk på skinnebenet - red.bem.), og hun insisterede på, at det var kræft! Hun fik fingre i en læge, der var let at overbevise, så han sørgede for, at hun kom på Scripps Institute i La Jolla, hvor de tog hende ind på operationsstuen for at fjerne modermærket. Da hun kom ud derfra, var benet blevet sat af (til knæet - red.bem.) sammen med alle benets kirtler i lysken. Lægen sagde, at så snart de havde fjernet vævet, fandt de ud af, at det var kræftbefængt, så de arbejdede sig op ad benet for at finde ud af, hvor højt oppe de skulle skære.
Parret havde ingen sygesikring: Jeg tjente tilstrækkeligt på mine serier til at betale alle lægeregningerne, efterhånden som de kom (FC0318 No Such Varmint (SH21) var én af dem - red.bem.). Lægeregningerne var ikke så store dengang; hele regningen beløb sig kun til 800 dollars.
Efter amputeringen og genoptræningen konstruerede Carl et kunstigt ben til sin kone.

Året endte med en smertelig skilsmisse: Hun lod sig skille i 1951, tog alt hvad jeg havde undtagen 2 tæpper, mit tøj, mit tegnebræt og mine Geographics (Barks' numre af National Geographics Magazine - red.bem.). Jeg betalte hende 250 dollars om måneden i underholdsbidrag gennem 13 år! Prompte hver måned og hun brugte det hele på sprut.
Til sidst døde hun simpelthen af skrumpelever. Det var alkoholen, der dræbte hende, og det tog 13 år.

Margaret, som allerede i skolen var kendt som Garé, mødte Carl første gang i 1942: Hun havde set en avisartikel om en hønsefarmer, der rodede lidt med tegneserier, og hun kom ud til mig for at høre, om der var noget arbejde til hende.
Lidet anede hun, at hun mødte sin tilkommende ægtemand den dag, for hønsefarmeren var Carl Barks: Hun besøgte mig på et tidspunkt, hvor min anden hustru og jeg boede i San Jacinto. Jeg lavede tegneserier, og der var trykt en lille artikel i avisen om, hvordan jeg arbejdede med andeserier, og Garé havde hørt om den og tænkte, at hun kunne hjælpe med noget af arbejdet. Hun var uddannet fra en kunstskole i Boston og havde brug for noget at rive i, så hun kunne få brugt sine evner.
Hun kom og spurgte om det. Jeg overvejede tilbuddet og tænkte, tjah, vil jeg tage ansvaret for at ansætte en assistent, og hvor meget arbejde ville jeg egentlig have til pigen, hvis jeg gjorde? Så rakte jeg hende et bundt model sheets med ænderne og bad hende øve sig på dem, så jeg kunne se, hvad hun kunne klare med hensyn til tuschning og så videre. Hun prøvede, men lod mig vide, at hun fandt det alt for svært.
Kort efter fik hun job hos McDonnell Douglas, hvor de byggede flyvemaskiner. Krigen var i fuld gang, og hun sad i tegningsafdelingen og indtegnede teksterne på arbejdstegningerne.

I 1952 havde Garé overstået en smertelig skilsmisse, og hun mødte Carl igen. Helt tilfældigt besøgte han en omrejsende kunstudstilling, som Garé ledede (hun var en utroligt dygtig landskabsmaler gennem hele sit voksne liv - red.bem.), og de faldt i snak.
Denne gang fik hun arbejde med at indtusche tekster (hvilket Carl hadede) samt at tegne og tusche nogle af baggrundene i serierne. Arbejde som hun fortsatte med indtil Carl lod sig pensionere.
Jeg overtalte hende til at tusche teksterne. Hun havde arbejdet på et flyvemaskinekontor under krigen, så hun havde et flot tag på teksternes udseende. Garé begyndte med at tekste og lave baggrundsdetaljer omkring oktober 1952. Hun tuschede alle disse ting. Hun udfyldte også de sorte felter i ændernes trøjer, deres øjne og så videre.

Hun lavede mere og mere af den slags, og jeg betalte hende mere og mere, og til sidst tænkte vi, for pokker, hvorfor dog fortsætte på den måde? Vi kunne ligeså godt gifte os, så pengene blev ét sted. Parret blev gift i Reno, Nevada, i 1954.

Gennem hele sin mands resterende seriekarriere kom Garé med forslag til hans baggrunde, og hun var endog medforfatter på U$04 'The Menehune Story' (SR), der delvis udspiller sig på hendes fødested Hawaii. Hun fungerede også som sparringspartner i hans arbejde, og hendes meninger og forslag var meget værdsat af Carl.

Senere - i pensionsårene - introducerede Garé Carl til maleriets verden, og igen viste hun sig at være til stor hjælp med kritik og forslag.

Fra begyndelsen af 1980'erne fik Garé voksende helbredsproblemer på grund af kræft, men hun arbejdede stadig fuldtids ved sit elskede staffeli næsten hver dag. Garé's skrantende helbred samt det faktum, at hun til sidst skulle sidde i kørestol fik hendes mand til at designe parrets sidste bolig. Men hun døde kun få dage efter, at de flyttede ind.

Se mere om Garé's liv HER og om hendes arbejde HER.