HARALD AUDE

Bidragsyderen har fulgt Carl Barks' virke helt tilbage fra den danske debut i Anders And-bladet i 1949. Højdepunktet kom, da det lykkedes ham at møde mesteren selv i 1994.

"Kære Barks-entusiast, Du har sikkert læst i dagspressen, at Carl Barks kommer til Danmark i juni måned..."

Således lød de allerførste linjer i et brev jeg fik fra Fantask dateret 31.5.1994. Efter en forklaring om, at det var lykkedes at få en aftale i stand med Barks om at komme ned i butikken en søndag eftermiddag og møde 12 gæster, kom "chokket": Jeg var blevet udtrukket blandt de abonnerende Barks-kunder som én af de 12!
Fat det lige! Jeg var på det tidspunkt en gammel herre på 52 år - og den værste teenage-adfærd med hjertebanken, susen for ørerne og svedende hænder overfor noget nyt og ukendt syntes årtier borte, ja, faktisk en uddød følelse. Nu svedte jeg, havde susen for ørerne og vidste i bar befippelse ikke, hvordan jeg skulle læse videre i brevet, sådan rystede mine hænder af sindsbevægelse. Tænk, jeg skulle møde mit idol - ja, det var lige netop det ord som faldt mig ind først - i værste Vi-unge-stil: IDOL!
Men jeg havde jo osse kendt ham meget længe (om end ikke af navn) som ham, der bare tegnede de bedste historier i Anders And hver måned lige fra det første nummer. Og jeg havde lidt genert købt adskillige Anders And'er i min voksenalder, nu på ugebasis. Bare for at gense mesterens tegninger. Ham skulle jeg mødes med. Det var stærke sager! Og så oven i købet lige op til eksamen (jeg er lærer).

Jeg skal sent glemme den oplevelse i Fantasks sjove "stue", som butikken var lavet om til den dag. Søren, som stod for det praktiske arrangement, havde dækket op med et utal af chokolader og karameller og andet guf  i små skåle på små borde i lokalet. En stor "tronstol" var stillet op for enden af lokalet, og her sattes den for mig at se ganske høje gamle mand for i en halv time at høre på velmente ord og sige lidt til os.
Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at Carl Barks betog os, og tilsyneladende selv var betaget. I hvert fald blev han der i en hel time! Uhørt under så stramt et arrangement som hele Europaturen faktisk var for den dengang 93-årige herre, der aldrig før havde været borte fra sit hjemland.
Jeg havde et videokamera med (vi var blevet bedt om ikke at tage fotoapparater med, men der stod jo ikke noget om video) og filmede lidt diskret. En professionel fotograf brændte vel 200 billeder af eller så, de blev langt senere rundsendt til bestillinger blandt os gæster. Jeg vedlægger her et par til dokumentation. Selv syntes jeg, det var helt forrygende at få lov til at drøfte et par små spørgsmål med Carl Barks, mens vi én ad gangen fik mulighed for at træde frem, give ham hånden og få ham til at signere et medbragt klenodie.
Jeg husker at nogle havde medbragt originaltegninger fra mesterens hånd; selv havde jeg medbragt mit eksemplar af "Old Number One" (Anders And nr. 1, marts 1949) og et ældre amerikansk Four Color hefte, "Voodoo-Hoodoo". Om det sidste synes jeg selv det var tankevækkende, at han ikke kunne huske den historie særligt godt. Han bladede derfor i heftet, mens han sagte opfriskede sin hukommelse og kommenterede mine konverserende forsøg på at drøfte de kontroversielle tegninger af negrenes ansigter - som ved senere genudgivelser var blevet gjort mindre stereotype, læs: omtegnet. Han hævdede virkelig, at det kunne han ikke rigtig huske, men han syntes ved gensynet med mit hefte, at negrenes ansigter var forkerte i forhold til, hvordan han ville have tegnet dem nu! Sådan!

Glemte jeg at nævne, at han signerede begge hefter på omslagets forside? Igen: se vedlagte billeder. Ud over nogle mere formelle omtaler af et par ophængte originallitografier, så bød eftermiddagen med Barks på salg - hvad ellers? - af netop litografier, og af et til lejligheden fremstillet krus. Så vidt jeg husker, var der lavet et bestemt antal. Jeg købte naturligvis et (men det fik ikke lov til at blive stillet op i stuen derhjemme...).
Og så blev ordet ellers givet frit til de deltagende gæster. Der husker jeg noget, som man ellers kun oplever i jyske forsamlinger - ingen vil være den første til at sige noget. Alle ser ned, renser pludseligt helt hektisk negle eller lignende .Nå, men mens jeg sad og overvejede, så blev ordet faktisk taget af først en, så en anden - og så osse af mig.
Jeg fortalte Barks om mit første "møde" (banalt) med ham som lille dreng, der netop var kommet i skole den dag, Anders And nr. 2 i Danmark udkom: 1. april 1949. (Jeg blev sat i 1. klasse i en jysk landsbyskole, derfor tidspunktet. Historisk note). Mine forældre havde syntes, at den taske jeg fik til den store dag ud over penalhus burde indeholde noget læsestof for én som af gode grunde endnu ikke kunne læse. Så jeg fik et blad med billeder i - tegneserier. Det blad har jeg endnu. Hvordan det har overlevet aner jeg ikke, men det har det. (Nummer 1 fik jeg først mange år senere - købt i Pegasus).
Jeg fortalte derefter, hvorledes jeg senere, efter vi var flyttet til Birkerød i 1950, hver måned den 1. gik ind til fru Jespersen i hendes boghandel på Hovedgaden og købte MIT Anders And-blad. Det lå sammen med ca. 5-10 andre i en lille stak på disken, og det blev særdeles sirligt rullet sammen i et stykke hvidt papir og udleveret samtidig med, at jeg langede de tre 25-ører over disken til den ældre dame med det grå hår og i en fantastisk sort glat glinsende bluse med pufærmer. Hun lignede grangiveligt noget fornemt fra gamle dage!

Og så kom en grim dag. Det var den 1. juni 1951. Jeg kom som sædvanlig ind for at få seneste nyt fra ændernes verden (jeg tror ikke, Andeby var et begreb endnu). Oh-Ve, oh-ve! Jeg havde ikke penge nok! Bladet var steget til 85 øre. Og jeg havde kun de 75. Og jeg så med rædsel muligheden af, at jeg ikke nåede at komme tilbage i tide og få mit blad, før det var udsolgt.
Angsten var velbegrundet, for jeg SÅ forsiden, en rigtig ferieforside med rejsemotiv: Anders i en togkupé, ungerne oppe i bagagenettet. Bladet lå der med sin lyse, varme gule forside stikkende indbydende op i ansigtet. Men, stamkunder må osse dengang have indgydt tillid. I hvert fald fik jeg mit blad mod at love straks næste dag at komme ind med de manglende 10 øre.
Behøver jeg sige, at jeg gjorde det? Hvordan jeg fik dem vristet ud af min mor eller far husker jeg ikke, men jeg husker fornemmelsen af gensidighed og tillid mellem mig 9-årige dreng og den meget gamle, fine dame bag disken i boghandlerforretningen, da jeg overrakte hende den skyldige sum næste morgen.
Men den gik ikke 1. juli! For anden gang steg prisen, nu med fem øre til formastelige 90 øre pr. nummer. Denne gang så forsiden knap så indbydende ud. Alligevel skyndte jeg mig hjem efter de manglende fem øre for at kunne hjemføre et nyt eksemplar af skatten - og så var der ikke en gang en Barks-historie i bladet!

Disse erindringer diverterede jeg med i Fantask's lokaler den solskinsdag i juni 1994. Og én eller anden gjorde mig opmærksom på at den gamle mesters venlige smil op i mod mig måske udtrykte, at han ikke havde hørt en brik af mit ellers så velmente foredrag på engelsk. Det tænkte jeg faktisk meget over i toget hjem senere den søndag.
Nå, men nu har I så haft lejlighed til at læse disse helt uvurderlige erindringer.

Det første Anders And-blad i Danmark?		Voodoo-Hoodoo??? - Nåh, ja...

Dette bidrag er skrevet specielt til denne hjemmeside. © Harald Aude