SØREN PEDERSEN

Bidragsyderen var i 1971 medstifter af Tegneseriebutikken Fantask i Københavns centrum, og den har gennem årene udviklet sig til et mekka for seriøse tegneseriefans.

 

Juni måned stod i Andens Tegn. Alle rigtige andefans ved naturligvis hvorfor. Det var jo Anders Ands fødselsdag, oven i købet blev han 60 år - og det skete den 9 juni. Samme dag (var det et tilfælde, eller var det planlagt?) steg den største kunstner i dette århundrede ned fra Oslo-båden og indtog det andelæsende København. Der var ikke et øje tørt. Selveste Carl Barks, manden der overstråler alle andre tegnere og fortællere, besøgte København på sin Europaturné.

Vi var ca. 200 mennesker, der stod og ventede på, at båden skulle lægge til - og ikke flere tusinde, som der stod i den saglige dagspresse. Det var en rigtig dansk sommerdag med lidt blæst og småregn og ca. 12 graders varme. Nogle venlige mennesker, som jeg ikke ved hvor kom fra, uddelte Mickey Mouse- figurer af pap klistret på pinde, som man kunne vinke med. Det har sikkert været godt ment, og Mickey er da også en Disney figur, og det er da også rigtigt, at Carl Barks en enkelt gang har tegnet ham - men hvorfor var det ikke Anders And figurer? Det var dog hurtigt glemt, da vi så mesteren. Der blev vinket og klappet, og orkestret spillede kendingsmelodien fra muppetshow (!).......

Fotograferne var ved at myrde hinanden for at få et godt billede af den distingverede gæst. Det var helt pinligt at se dem slås om at stå i forreste række. Jeg fik faktisk ondt af dem; tænk at være nødt til at opføre sig på den måde, når man passer sit arbejde... Nå, måske kan de lide det. Carl Barks kørte hurtigt væk, det hele varede ca. et kvartér.

- o -

Hos os i Fantask havde Mads Stoumann taget et glimrende initiativ. Han havde fået arrangeret, at Carl Barks kunne komme ned i butikken og møde sine fans. Der var dog en del restriktioner på besøget. Dels er manden altså 93 år, og dels hører han ikke særligt godt. Derfor havde vi fået at vide, at der måtte komme 12 gæster, et begrænset antal ansatte og ikke flere. Hvis vi kunne klare disse betingelser, var et besøg OK. Det kunne vi sagtens. Vi lavede en lodtrækning blandt de af vores kunder, der er registreret som Carl Barks abonnenter. De 12, der blev udtrukket, kom fra hele landet, og der kom såmænd også 2 fra udlandet, der tilfældigvis var på ferie i Danmark i den periode.

For at få et roligt besøg foregik det udenfor almindelig åbningstid, nemlig søndag den 12-6-94 kl. 12,30. Vi havde ryddet bogafdelingen og sat stole og små borde op. Der kom 2 biler med Carl Barks og følge. Mads bød velkommen og viste Barks rundt i tegneserieafddelingen. Barks var rimelig imponeret over at høre, at Fantask rent faktisk var og er verden ældste overlevende tegneseriebutik og den største i Europa.

Vi havde inviteret diverse tegneserietegnere til at lave en hyldest til Carl Barks og både originalbilleder og breve blev overrakt til ham i en lædermappe med guldtryk.
Derefter viste vi ham kruset, der er blevet solgt i 150 eksemplarer. Betingelsen for at vi måtte lave dem var, at han selv fik 12 stk, og Mads viste ham resultatet. Derefter var der almindelig afslappet samvær mellen gæsterne, og det blev til en del snak, dels fra gæsterne og dels fra Barks, der fortalte om sin nye Joakim-historie dog bortset fra slutningen, for som han udtrykte det, hvis han afslørede den - kunne han jo ikke sælge bladet! Jeg tror nu nok, at de fleste tilstedeværende vil erhverve sig et eksemplar.
Derefter talte han om sine malerier og om hvor meget arbejde, der egentlig lå i dem, og problemerne med at få plads til det hele i sit hus.

Til sidst signerede Carl Barks diverse blade, gæsterne havde taget med, på trods af at det udtrykkeligt var blevet meddelt os i forvejen, at det gjorde han ikke. Well,Well, Barks er en rar mand, der var glad for at møde LÆSERNE, og jeg går ud fra, at det var derfor han signerede. Hele mødet varede en time, og da han var kørt med følge sluttede vi andre af med almindelig hygge. Her var der også mulighed for at købe de nummerede og signerede litografier RICH FINDS AT INVENTORY TIME og THE GOLDEN FLEECE, som var hjemkøbt til lejligheden. Naturligvis talte vi også om de gode historier og de gode oplevelser, vi havde haft med anden! Alt i alt en spændende og meget hyggelig søndag i Fantask.

 

 
En festdag i Fantask. Bogafdelingen er pyntet op med blomster og Barks-litografier på væggene   Den venlige mand fik gang i autografpennen til trods for, at det slet ikke var del af arrangementet

 

Dette bidrag er stillet til rådighed fra Fantask's hjemmeside. © Tegneseriebutikken Fantask

 

http://www.cbarks.dk/OPLEVELSENfantask.htm   Dato 29-01-2003