SALOONPIGEN

Skønt Gyldne Gulda kun blev anvendt i én Barks-historie, så har hun efterladt et uafrysteligt minde på de fleste af os. I hvert fald på Joakim, der synes at have haft et blødt punkt overfor hende gennem hele sit liv. Og på hendes skaber Carl Barks, der udødeliggjorde hende gennem et antal malerier. Så på trods af saloonpigens fejl og mangler må hun have haft nogle kvaliteter alligevel. Lad os tage et kik!

Det skal bemærkes, at der i den danske originaludgave af historien manglede flere vigtige sider omkring Joakim's tilbageblik på sin guldgravertid, hvilket kan gøre det lidt svært at følge med i enkelte af nedenstående tekster.

UDSEENDET

Gulda medvirkede kun i AA52/1959 Onkel Joakim på Jagt efter Guld fra 1953. Alligevel lykkedes det Barks at portrættere hende over et tidsrum på flere end 50 år fra at være en typisk dansepige med et godt øje til glitrende værdisager til en aldrende og mere moden gammeljomfru, der har hjulpet børn, som mistede deres forældre ved mineulykker!

1898
Den forføriske

1898
Den forurettede

1953
Den sympatiske

1953
Den stolte

HISTORIEN

Joakim har problemer med sin dårlige hukommelse, men efter et besøg hos lægen erindrer han en stor guldklump, han engang efterlod i Alaska. Sammen med Anders og nevøerne drager han til Yukon-området, og de ankommer til Dawson, hvor Joakim mødte Gulda for første gang, og han fortæller, hvordan hun svindlede guldklumpen fra ham.
Rejsen fortsætter, indtil de når hans gamle guldgraverhytte, og til deres overraskelse er den beboet, og beboeren afværger alle forsøg på at komme nærmere. Til sidst lykkes det dog nevøerne at afvæbne den gamle dame bag angrebet - Gulda selv. Da Joakim og Gulda står overfor hinanden, forlanger han godtgørelse. Hun giver ham sine sidste juveler og går stolt ud af hytten. Hvorefter Joakim kalder hende tilbage og udfordrer til en konkurrence.

En konkurrence om hvem der først kan finde guld. Det lykkes Gulda at finde Joakim's gamle gulddepot, der nu er en formue værd. Joakim drager afsted - tilsyneladende slået ud - og giver udtryk for, at han havde glemt, hvor guldet var, fordi han ikke havde taget sine hukommelsespiller. Men bag hans ryg afslører Anders for nevøerne, at Joakim skam havde taget sine piller, og altså praktisk taget foræret guldet til Gulda. Hans nevøer forstår nu, at den gamle hædersmand er mere følsom, end han ønsker at give det udseende af.

Det er let at se, at Joakim har et blødt punkt for Gulda. Men Barks antydede aldrig, at hun havde ventet på ham. Tværtimod viser han en spændstig kvinde, der har levet alene i ødemarken i årtier, mens hun forsørgede sig gennem hårdt arbejde og endda fandt tid til at opdrage faderløse børn.
Gulda glæder sig over sin femininitet og anerkender sin skønhed men kun på sine egne betingelser. Hun vil ikke lade sig manipulere med af andre. Faktisk klynger hun sig til sin uafhængighed i en sådan grad, at hun nægter at indrømme et blødt punkt overfor Joakim, der til gengæld er lige så stædig ved at benægte sin betagelse af hende. Deres forhold er en bitter romance mellem to lige stærke karakterer.

CENSUREN

Barks måtte tage imod en del kritik for historien, fordi den indeholdt forskellige tabuer. En halvsides rude visende et saloon-slagsmål var for voldelig, og Gulda afslørede en uklædelig tørst efter guld. Desuden kidnappede Joakim pigen til sin hytte og tvang hende til at arbejde hårdt på jordlodden. Hvordan de har boet sammen i hytten i mange uger - og antydningen af at de kunne have været elskende - var heller ikke befordrende; tilbageblikkene kan tolkes som enten platoniske eller med erotiske undertoner.

Først efter at censorerne gjorde ham opmærksom på dette, indså Barks, hvor diskutable disse ruder egentlig var: Joakim samlede hende op, trak hende til sin jordlod og tvang hende til at arbejde. Det lignede ikke kidnapning, men det var det. Han tog loven i sine egne hænder, og det er ikke lovligt. Og hvad gjorde han af hende om natten? Jeg havde virkelig overskredet mine grænser, hvilket jeg indså, da censorerne klippede sekvensen ud.

De censorerede ruder (ialt på 5½ sider) forblev manglende i både original og genudgivelser indtil 1982 med udgivelsen af bogen Uncle Scrooge McDuck: His Life & Times

FAKTAERNE

Tilsvarende guldklump i gåseægsform

Inspirationen
Barks stødte tilfældigvis på fotografen Ethel Anderson Becker's bog fra 1949 om guldfundene ved Yukon i 1898. Da han studerede begivenheden nærmere, læste han om de dansepiger og andre, der blev tilbage, da guldbyerne blev forladt. Dette fik ham til at tænke over, hvad der mon var blevet af de mennesker, der aldrig var blevet rige. Barks tegnede med vilje billedet af den moderne, aldrende Gulda som en sympatisk figur for at give disse glemte mennesker et ansigt.
Bogen indeholdt også et fotografi af en 2.180 grams æggeformet guldklump, som yderligere inspirerede Barks til en detalje i plottet - en gåseægsguldklump. Han benyttede i øvrigt motivet i et maleri fra 1996 med titlen Eureka! A Goose Egg Nugget!

Lokaliteterne
Det er interessant, at Barks anvendte rigtige geografiske navne og rigtige lokaliteter i sin historie, hvilket bevirker, at læseren på en vis måde selv føler, at han er med på turen. Byer som Dawson, Whitehorse og Skagway såvel som floder med navnene Yukon og Klondike er taget fra det virkelige liv. Ikke at forglemme det truende Chillcoot Pass, der betød lidelse og død for mange guldsøgere

Chillcoot Pass under guldrushen.
En endeløs række af guldsøgere er på vej over passet

Ursus Americanus eller Baribalen eller Sortbjørnen

Bjørnen
Gulda's 'vagthund' Sortebjørn er mest sandsynligt en Sortbjørn. Navnet dækker ikke helt præcist, idet bjørnene kan have mange kulører; oftest er de brune. De ses jævnligt i de amerikanske nationalparker, men gæster advares mod at fodre dem, fordi de ikke altid er pålidelige. Som en kuriositet kan det nævnes, at Livgarden i Danmark samt gardisterne i Tivoli alle kun bærer bjørneskindshuer af sortbjørnens pels

Sangen
Sangen 'After the Ball', som Gulda fremførte hver aften i sin saloon, var omhyggeligt udvalgt af Barks. Det er en rigtig sang fra 1892 med melodi og tekst af Charles K. Harris. Den blev et gigant-hit i de år, og Harris solgte flere end 5 millioner nodehefter. Teksten handler om en gammel mand, der aldrig giftede sig, og som tænker tilbage på en pige, han kunne have ægtet, men han gjorde det aldrig. I sangen er det som følge af en misforståelse, men mandens stædighed er på en måde den samme som Joakim's.

Harris var den første sangskriver med en millionsælgende sang

MALERIERNE

Carl Barks anvendte aldrig Gyldne Gulda mere i sine historier, men hun forsvandt ikke ud af hans tanker. Efter sin pensionering i 1960'erne påbegyndte Barks en lang række oliemalerier med sine ænder og deres eventyr. Her dukkede Gulda op i ikke færre end 7 malerier

1973 068 The Goose Egg Nugget	1974 081 Nobody's Spending Fool	1975 105 Business Long Overdue
1975 109 She Was Spangled and Flashy	1976 120 Disputed Claim	1987 134 Trespassers Will Be Ventilated

1976
119 July Fourth in Duckburg

Det sidste af de 7 fokuserer ikke på Gulda. Hun selv og hendes bjørn ses i øverste venstre hjørne, hvor de vinker til paraden