Anders And's tre nevøer har altid fungeret som én enhed uden specielle kendetegn. I tegneseriernes start var de også uartige og destruktive skarnsunger, men da Carl Barks påbegyndte sine 10-siders historier, ændrede han langsomt Rip, Rap og Rup til at være mindre trættende og mere alvorlige individer, der ofte fulgte deres onkler Anders og Joakim på adskillige udlandseventyr, hvor de tit gav prøver på deres evne til at redde dem fra ulykker. Barks gav endog nevøerne endnu en både god og radikal karakteregenskab gennem at involvere dem i den humanitære spejderbevægelse Grønspætterne.

Men denne side beskæftiger sig med nevøernes mere uartige og tankeløse sider. De fleste eksempler kommer fra en tid, hvor dette var helt normalt i andeserierne. Her præsenteres nogle af de historier Barks lavede med dette udgangspunkt - i stigende rækkefølge efter deres voldsomhed.

 

 

 

USKYLDIGT SNYDERI
  WDCS096 'Hole-in-One - or Two' - 1948 (AA20/1973)

Synopsis:
Anders tvinger nevøerne til at bære sine køller på golfbanen, skønt de hellere vil ud at fiske. De beslutter sig for i al ubemærkethed at hjælpe Anders banen rundt, så de kan få hurtigere fri!

Bemærkninger:
Nevøernes beslutning er i sig selv forholdsvis harmløs, skønt den afslører en tankegang, hvor snyderi kan være acceptabelt. I WDCS077 'The Beetle Garden' (AA45/1977) og WDCS236 Froggy Farmer (AA27/1963) gik de et skridt videre ved at snyde Anders til at tro, at han var omgivet af smådyr i overstørrelse.

 

GODMODIGE GAVTYVESTREGER
  WDCS127 'April Fools' - 1951 (AA10/1951)

Synopsis:
Nevøerne bestemmer sig for at drille Anders hele dagen, men deres drengestreger falder ikke ud, som de forventer det.

Bemærkninger:
Nevøerne prøver hele tiden at narre deres onkel, men alt falder til jorden for dem, og Anders har endda gavn af løjerne. Ved dagens slutning har han stadig ingen anelse om, at nevøerne har været ude efter ham.
I WDCS105 'Dubious Echoes' (AA09/1950) prøvede nevøerne også at narre Anders - denne gang ved at bilde ham ind, at en nærliggende dal havde et eminent ekko. Men her blev de gennemskuede af deres onkel...

 

MISFORSTÅEDE SPILOPPER
  WDCS154 'Clubhouse for Sale' - 1953 (AA04/1954)

Synopsis:
Familieejendommen Andelyst er nevøernes foretrukne legested, men Anders vil sælge. Det må drengene forhindre...

Bemærkninger:
...og det gør de så ved fysisk at overbevise den potentielle køber om, at huset er ved at falde sammen. Alligevel står de selv narrede tilbage, idet det viser sig, at køberen ville erhverve ejendommen for at lave den om til et legested for børn!
I WDCS196 'Snow Statues' (AA25/1957) kom nevøerne også på kollisionskurs med deres onkel. Begge parter prøvede at bygge den flotteste snestatue til en konkurrence for på den måde at skaffe penge til to trængende børn, men ingen af parterne var klare over modpartens intentioner. Så nevøerne ødelagde Anders' snestatue og vice versa...

 

OVERLAGT SKULKERI
  WDCS100 'Truant Officer' - 1949 (AA10/1949)

Synopsis:
Anders har fået job som skoledetektiv, og hans fornemste opgave bliver at indfange sine skulkende nevøer!

Bemærkninger:
Ideen hvor Anders prøver at indfange sine skulkende nevøer for at få dem i skole, var helt sikkert et stort hit for Barks. Bortset fra denne historie anvendte han samme grundtema i WDCS072 'Railriding Shirkers' (AA44/1976), WDCS133 'Truant Officer Troubles' (AA08/1952) og WDCS169 'Houseboat Hooky' (AA07/1955).

 

TVIVLSOM OPDRAGELSE
  WDCS092 'Everything is Allowed' - 1948 (AA19/1977)

Synopsis:
Anders får revideret sin opfattelse af nevøernes opdragelse, da en børnepsykolog blander sig. Denne mener, at børn skal udvikle sig efter deres eget hoved.

Bemærkninger:
Det er naturligvis alle forældres og fadderes pligt at opdrage deres børn, men i denne historie er nevøerne helt overladt til sig selv af Anders, der er under indflydelse af en naragtig professor. Alligevel tøver nevøerne ikke med at følge hans tvivlsomme opdragelsesregler - eller snarere mangel på samme. I WDCS064 'New Year's Resolutions' (AA01/1954) reagerede nevøerne også villigt på Anders' eftergivenhed gennem at terrorisere ham ud af huset.
Deres stærke vilje og mangel på respekt kom også frem i WDCS043 Three Dirty Little Ducks (AA16/1976) og WDCS184 'The Bath Battle' (AA26/1956), hvor de svor, at de aldrig ville vaske sig mere...

 

FORSÆTLIGE SKARNSSTREGER
  WDCS060 'Radiant Radar' - 1945 (AA11/1952)

Synopsis:
Anders opfinder et radar-apparat, hvor han på en skærm kan se, hvor nevøerne befinder sig. Apparatet er dog ikke helt fejlfrit...

Bemærkninger:
Nevøerne spiller deres onkel et grimt puds, da de med overlæg lokker ham ind i et telt, hvor han bliver meget groft molestreret af hensynsløse aber. I WDCS071 'Dishonest Swimming' (AA41/1977) lavede Rup et væddemål med Anders om, at han kunne svømme en bestemt strækning hurtigst. På vejen skiftedes nevøerne - uset af Anders - til at svømme turen, så de på den måde kunne have kræfter nok til at vinde væddemålet.
I WDCS112 'Rip van Winkle' (AA12/1950) narrede nevøerne på en hensynsløs måde deres onkel til at tro, at han havde sovet i 40 år bare for at få ham til at tage dem hjem.

 

TØJLESLØS SKADEVOLDELSE
  WDCS041 The Iron Pants - 1944 (GB01)

Synopsis:
Anders påstår, at han kender alle de gamle sneboldskneb, og den udfordring kan nevøerne ikke sidde overhørig...

Bemærkninger:
Tingene sporer hurtigt helt ud, da gengældelserne bogstaveligt talt flyver gennem luften. På et tidspunkt tilføjer nevøerne endog Anders reel korporlig skade, idet de retter en tændt blæselampe mod hans bagdel!
I WDCS079 'Disastrous Picnic' (AA30/1977) eskalerer tingene endnu mere, da nevøerne beslutter at ødelægge Anders' og Andersine's skovtur ved totalt at ødelægge både omgivelserne og maden.

 

 

 

http://www.cbarks.dk/SKARNSUNGEHISTORIERNE.htm   Dato 21-01-2006